Nanodroner reprogrammerer kræftpatienters egne immunceller

Danske forskere vil ved hjælp af nanodroner reprogrammerer kræftpatienters egne immunceller, så de effektivt dræber kræftceller. Resultatet kan blive en helt ny type kræftbehandling, der udnytter patientens eget immunforsvar til at dræbe kræftceller. Derved undgås brugen af den meget giftige kemoterapi, der anvendes i dag.

Hvert år rammes flere end 12 millioner mennesker af kræft på verdensplan og otte millioner mennesker dør af deres sygdom. Forskere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) vil i samarbejde med Rigshospitalet, danske biotekvirksomheder og internationale samarbejdspartnere designe kemiske nanodroner, der er i stand til at finde bestemte immunceller i kræftpatienters blod og reprogrammere disse til at angribe patientens kræftceller.

Princippet udnytter en særlig effekt, der finder sted, når patienter får stråleterapi, hvor strålingen ændrer kræftceller midlertidigt og gør dem sårbare for de immunceller, som nanodronerne har programmeret. Nanodronerne, som er baserede på en ny type bløde biomaterialer, vil have potentialet til at forbedre behandlingen for et meget stort antal kræftpatienter.

-    Vi har valgt analogien med dronerne, fordi det er en ting, som er fjernstyret eller programmeret til at gøre et eller andet. Som regel er det et elektrisk system, hvor man via noget hardware og software har programmeret droner til at flyve en bestemt retning. Det er lidt det samme, vi gør i projektet. Kemisk har vi frembragt et program, som partikler er programmeret med. Når de så oplever et bestemt miljø i en patients krop, ændrer de deres måde at opføre sig på og frigiver stoffer, som træner immunforsvarets celler til at slå kræftceller ihjel, siger Thomas L. Andresen, professor på Institut for Mikro- og Nanoteknologi under DTU, og fortsætter:

-    Når vi aktiverer immunforsvarscellerne, aktiverer vi dem til at lede efter ting, som er specielle for kræftcellerne. Den eneste måde at gøre dette på er ved at give kræftcellerne en genkendelseseffekt, og det kan man gøre ved stråleterapi.

Projektet sigter yderligere på at skabe en hukommelseseffekt i patients immunforsvar, så patienten er beskyttet mod, at kræften vender tilbage på et senere tidspunkt. Dette er særligt vigtigt, da meget af den behandling, som kræftpatienter modtager i dag, ikke giver denne beskyttelse. Ofte ses det desværre, at kræften vender tilbage hos en lang række mennesker.

Forskerne sigter mod at forstå de basale mekanismer for, hvordan patienternes immunsystem slår kræftcellerne ihjel, samt at forstå hvilke designparametre der er vigtige for, at nanodronerne er effektive. Det overordnede mål er, at projektet modner nanodroneteknologien og gør den klar til hurtigst muligt at komme i klinisk afprøvning i kræftpatienter.

Teknologien giver grund for en meget generel form for behandling, og derfor forventer partnerne bag projektet også, at den i mange tilfælde vil kunne erstatte kemoterapi.

Samfundspotentiale:
I dag vender mange kræftformer tilbage, efter at en patient er blevet behandlet og erklæret midlertidig rask. Ved at benytte nanodroner er det projektets mål, at en patient bliver færdigbehandlet forstået på den måde, at kræften ikke vil vende tilbage igen. Dette vil kunne kurere flere typer kræft end i dag er muligt. Ved afslutningen af projektet er det forhåbningen, at den nye behandlingsform er klar til at blive brugt på de første patienter.

Hent projektbeskrivelse som PDF.

Det skrev pressen:
DR RADIO P1 MORGEN 26.04.2016
En ty type kræftbehandlinger bruger kroppens imunforsvar

Kategori

Grand Solutions

Periode

2016 2019

Investering

Innovationsfonden:
20,6 mio. kr.
Total budget:
32,6 mio. kr.

Projektansvarlig

Professor Thomas Lars Andresen

Partnere

DTU
Rigshospitalet Nuclear
Nanovi ApS
Monta Biosciences
VacceX
Varian Medical Systems

Originaltitel

Xvac-Xray Induces Cancer Vaccination