""

Dansk startup reducerer ventetiden i lufthavne

Periode
2016 - 2018
Innovationsfonden
2,6 mio.
Samlet budget
7,8 mio.

Millioner af flypassagerer venter hver dag mere eller mindre tålmodigt i verdens lufthavne. Nu forkorter en dansk løsning ventetiden for passagerer.

Copenhagen Optimization har det seneste år arbejdet med flere internationale lufthavne herunder Londons lufthavn Heathrow, hvor ventetiden i security er blevet reduceret gevaldigt gennem forbedret planlægning.

I Genève Lufthavn er antallet af dage med mindre end 5 minutters ventetid blevet femdoblet, og i Dublin Airport er passagergennemstrømningen per medarbejder øget med godt 10 %. Resultaterne er opnået gennem en innovativ planlægningsmetode, som blev udviklet, mens stifterne arbejdede i Københavns Lufthavn.

- Vi har ramt en niche i markedet, hvor vi med vores cloudbaserede software as a service-løsning disrupter vores marked, udtaler Kasper Hounsgaard, Managing Partner i Copenhagen Optimization, og fortsætter: 

- Samtidig har vi en prismodel, hvor vi kun tjener penge, når vores løsning performer.

Den innovative planlægningsmetode baserer sig på intelligent udnyttelse af det data, som i dag bliver samlet op i lufthavnen - eksempelvis hvornår hver enkelt passager har scannet sit boardingkort ved ankomst til security, og hvor mange bakker hver passager kører gennem security-scanneren.

For at accelerere udviklingen har Innovationsfonden med InnoBooster investeret 2,6 millioner over de næste to år i Copenhagen Optimization.

- Copenhagen Optimization har et stærkt team til at lede udviklingen og en ide med et markant forretningsmæssigt potentiale, der kan gøre tilværelsen lettere for de mange mennesker, som rejser gennem verdens lufthavne, udtaler teamleder Søren Jensen fra Innovationsfonden.

Virksomheden består nu af otte dedikerede ansatte, og planen er at styrke teamet yderligere.

- Vi oplever øget efterspørgsel - især vores nuværende kunder ønsker mere og mere, udtaler Kasper Hounsgaard.

Potentialet i teknologien bliver understreget af, at lufthavne blot er et af de steder, hvor planlægning af logistik har stor betydning. 

- Vi har succesfuldt transformeret vores approach inden for lufthavne til hospitaler og har skabt signifikante resultater i vores første år på Rigshospitalet, som i dag er vores største kunde, udtaler Kasper Hounsgaard.

Fakta

  • Copenhagen Optimization er et konsulentfirma, som rådgiver i optimering i en branche, som dagligt skal have et stort logistisk puslespil til at fungere. 
  • Udover lufthavne verden over har virksomheden også Rigshospitalet som kunde.
  • Med investeringen fra InnoBooster vil Copenhagen Optimization udvikle en software, som kan supplere rådgivningen og give kunden en samlet pakkeløsning.

Læs mere