Dryp og Donut

Første resultater af stort vandprojekt fortsætter som selvstændigt firma

En ny virksomhed ved navn Dryp udvikler automatiserede, smarte sensorer, som vil gøre det økonomisk muligt at overvåge hele vandkredsløbet proaktivt og i realtid.

Virksomheden Dryp er opstået ud af DONUT-projektet, som har til formål at hjælpe vandforsyningsselskaberne med at få et øget overblik over vandets kredsløb i byer. Projektet bruger nye teknologier som IoT, big-data og machine-learning til at skabe en forståelse for og håndtering af vandet, hvilket blandt andet skal føre til klimatilpasninger og besparelser for samfundet.

Udviklingssamarbejdet har indtil videre resulteret i udviklingen af sensorer, som kan hjælpe vandselskaber med at danne sig overblik over vandets komplekse samspil med kloakker og vandløb.

Sensorerne går solo

- I udviklingen af Dryps egne sensorer har vi stort fokus på at simplificere og automatisere håndtering af sensorerne helt fra installation, vedligeholdelse til anvendelsen af observationsdata for at bringe den samlede levetidsomkostning drastisk ned for den enkelte sensor. Dette giver vandbranchen mulighed for at sprede sensorer ud i en hidtil uset skala i vandkredsløbet og øge værdiskabelsen uden at øge omkostningen, siger Christian Østergaard Laursen, som er partner i projektet.

Ved nu at fortsætte produktionen af sensorerne i en selvstændig selskabsform i form af virksomheden Dryp, vil man sikre, at teknologien kan spredes hurtigere til flere vandselskaber, og allerede nu nyder fem vandforsyningsselskaber og kommuner godt af Dryps sensorer.

Resultatet kan potentielt give besparelser i millionklassen på vandselskabernes vandinfrastrukturer, og samtidig vil det være et effektivt redskab til at undgå for eksempel under eller- overdimensionering samt overløb fra kloaksystemet.

Det oprindelige DONUT-projekt løber halvandet år endnu, og Innovationsfonden har investeret 14,6 millioner kroner i det. Læs mere her

 

www.dryp.global