græs 1

Ny teknologi skal øge proteinudbyttet i græs

Periode
2020-2023
Innovationsfonden
5,1 mio. kr
Samlet budget
9,85 mio. kr.

Et nyt forskningsprojekt skal øge kvalitet og udbytte af græsproduktion ved hjælp af et nyt planlægningsværktøj, som kombinerer afgrødemodeller, lokale vejrstationer og nye sensorer. Dette vil føre til en øget selvforsyningsgrad i landbrugsindustrien og derved en reduktion af foderimporten fra lande uden for EU. Den samlede merværdi for den danske landbrugsindustri vil være anslået til 155 millioner kroner om året.

Græs er i øjeblikket anerkendt som den mest miljøvenlige afgrøde i markdrift, og det er forventet, at græs vil spille en endnu større rolle i den fremtidige værdikæde af bæredygtig og rentabel fødevareproduktion. Dette skyldes især den nye udvikling af teknologier til proteinudvinding og raffinering til produktion af foder til landbrugsdyr, der erstatter importerede sojabønner.

På grund af denne forventede stigning i græsproduktion i de kommende år bliver det vigtigt at optimere den fulde værdikæde.

Øget effektivitet og bæredygtighed

Formålet med forskningsprojektet, GrassProCast, er at udvikle en løsning, som kan forudsige det optimale tidspunkt til at slå, snitte og presse græs på markniveau, samt at gøre denne information let tilgængelig og anvendelig for den enkelte landmand. Ved at bane vejen for en mere rentabel produktion af græsprotein vil GrassProCast løsningen bidrage til en øget effektivitet og bæredygtighed i produktionen af græsproteiner. Dette forventes at øge selvforsyningsgraden af foder i dansk landbrug og derved reducere behovet for foderimport fra lande udenfor EU.

-Ud over det kæmpe potentiale i græsprotein, handler projektet i høj grad også om at få skubbet disse avancerede teknologier helt ud i hænderne på slutbrugeren. Vi ser projektet som et stort skridt hen mod en mere digitaliseret landbrugssektor, hvor hver enkelt landmand kan få adgang til, og værdi ud af, flere præcisionslandbrugsteknologier igennem værktøjer som GrassProCast, siger René S. Nilsson, som er Projekt Ingeniør hos AGCO A/S.

Akademiske modeller føres ud i landbruget

Projektet er et samarbejde mellem AGCO A/S, FieldSense A/S og Aarhus Universitet. AGCO A/S er specialister i sensor- og applikationsudvikling og sidder på distributørnetværket. FieldSense implementerer modeller og varetager sammenkoblingen med lokale vejrstationer og prognoser, mens Aarhus Universitet bidrager med viden indenfor afgrødemodeller. Kombinationen af disse kompetencer samt støtten fra Innovationsfonden gør det muligt at føre de akademiske modeller ud i landbruget samt tilpasse disse til hver individuelle mark vha. lokale vejrstationer og maskinmonterede NIR-sensorer.

Det forventes, at GrassProCast løsningen bliver kommercielt tilgængelig kort tid efter projektets afslutning.

Om partnerne

AGCO A/S
AGCO A/S er et datterselskab af den amerikanske virksomhed AGCO Corporation, som er globalt ledende indenfor design, udvikling og distribution af landbrugsudstyr. AGCO A/S er en udviklingsafdeling beliggende i Randers, som fokuserer på udvikling af innovative løsninger indenfor især høstudstyr og digitale beslutningsstøtte værktøjer.

FieldSense A/S
FieldSense A/S er en teknologivirksomhed beliggende i Aarhus, der beskæftiger sig med udvikling og distribuering af IT- og IoT-baserede beslutningsstøtteløsninger til præcisionsjordbrug. FieldSense A/S har særkompetencer inden for big data analyse af eks. vejr-, satellit- og markdata, som kombineres med et bredt udvalg af machine learning-teknologier.

Aarhus universitet, Institut for Agroøkologi
Institut for Agroøkologi gennemfører grundlæggende, strategisk og anvendelsesorienteret forskning inden for samspillet mellem planter, dyr, mennesker og miljø inden for systemer til produktion af fødevarer, foder, energi og biobaserede produkter. Vi bidrager til bæredygtig produktion og vækst gennem forskning, rådgivning og undervisning.