Vindmølle

Store vindmøller kan forbedres med hjælp fra bedre analysemetoder

Periode
2020 - 2023
Innovationsfonden
9,7 mio. kr.
Samlet budget
13,2 mio. kr.

Nyt projekt med DTU Vindenergi i spidsen skal udvikle bedre metoder til analyse af stabiliteten af store vindmøller. Innovationsfonden støtter projektet, der inkluderer flere vindmølleproducenter.

 

Kravet om konkurrencedygtige priser på strøm produceret med vindenergi har drevet udviklingen mod større og mere fleksible vindmøller.

For at sikre, at de høje, slanke og mere elastiske møller også er stabile og holdbare, er der behov for nye beregningsmetoder, der kan håndtere de komplekse svingningsproblematikker, der kan opstå afhængigt af vindforhold og møllens egenskaber.

I et nyt projekt med DTU Vindenergi i spidsen og Siemens Gamesa Renewable Energy, Vestas Wind systems, LM Wind Power samt Aalborg Universitet som partnere, vil man sørge for, at branchen er velforberedt til at håndtere disse svingningsproblematikker.

Pris skal stadig reduceres

Med projektet vil gruppen sikre, at udviklingen af vindmøller kan fortsætte uden at der opstår uforudsete svingningsproblemer, så kWh prisen til stadighed kan reduceres yderligere.

- Vi skal videreudvikle og implementere et nyt niveau af fysisk baserede løsningsmodeller i industrien, der er endnu bedre end de eksisterende metoder til at forudsige de aeroelastiske stabilitetseffekter, herunder rytmisk hvirvelafløsning, som ikke beskrives i de nuværende modeller, siger projektleder og professor hos DTU Vindenergi, Niels N. Sørensen.

Christian Frank Andersen, Director of Conceptual Design hos LM Wind Power siger om projektet:

- I stedet for at arbejde hver for sig som individuelle virksomheder for at udvikle denne tilgang, har vi valgt at arbejde sammen på tværs af vindindustrien og i samarbejde med den akademiske verden. Vi vil med projektet opbygge kompetencer inden for både vindenergivirksomheder og akademia, så universiteterne kan fortsætte med at uddanne fremtidige ingeniører, der bliver oplært med denne tilgang, så de en dag kan melde sig ind i vindindustrien.

 

Kontakt:

Niels N. Sørensen, professor, DTU Vindenergi
46 77 50 53, nsqr@dt.dk

Partnere:

  • DTU Vindenergi
     
  • Aalborg Universitet
     
  • Vestas Wind Power Systems A/S
     
  • Siemens Gamesa Renewable Energy
     
  • LM Wind Power A/S