Et nyt forskningsprojekt, SynTIA, skal udvikle et kunstigt intelligenssystem (AI), der vil revolutionere diagnosticeringen af hudkræft i telemedicin. Innovationsfonden har investeret 11,6 mio. i projektet
SynTIA skal gøre det muligt for hudlæger at foretage hurtigere, mere præcise og sikre vurderinger af hudlæsioner, der mistænkes for at være kræft. Hudkræft udgør en betydelig diagnostisk udfordring, kan være særdeles vanskelig, og især inden for telemedicin, hvor en fysisk undersøgelse ikke kan udføres.
Med SynTIA-projektet går virksomheden Melatech, Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES), Herlev og Odense hospital sammen. Målet er at udvikle et AI-produkt, der kan levere synergistisk, pålidelig og fortolkningsbar diagnostisk feedback til teledermatologer. SynTIA vil vejlede hudlægerne mod en omkostningseffektiv og sikker behandlingsstrategi. AI’en vil foreslå sandsynlige diagnoser, ledsaget af en begrundelse og en angivelse af, hvor sikker analysen er. Derudover vil SynTIA vise, hvordan en hudforandring potentielt kan udvikle sig over de næste 3-6 måneder, hvis den ikke behandles. Endelig vil SynTIA analysere klinikerens eventuelle bias og risikoen for fejldiagnose, støttet af eksempler fra tidligere lignende tilfælde.
Hurtigere svarproces
Projektet bygger på data fra AISC-databasen, som indeholder et stort antal billeder af hudlæsioner og over 400.000 annotationer fra den uddannelsesorienterede applikation Dermloop Learn. Ved hjælp af både etablerede og banebrydende maskinlæringsmetoder, såsom Concept Bottleneck og Diffusion Models, sigter projektet mod at skabe en løsning, der vil blive kommercialiseret gennem Dermloop, en eksisterende og hurtigt voksende telemedicinsk platform for huddiagnostik, udviklet af virksomheden Melatech.
- SynTIA kan potentielt revolutionere den måde, vi foretager virtuel diagnostik inden for hudkræft, ved at sikre en langt hurtigere svarproces for hudlægerne. Samtidig sikrer vi, at mulige diagnostiske fejl opdages og mitigeres, før det går ud over patientbehandlingen, siger Niels Kvorning, CEO hos Melatech.
Udviklingen af SynTIA kan markere et vigtigt skridt fremad i bekæmpelsen af hudkræft ved at levere avancerede diagnostiske værktøjer til telemedicinske platforme. Projektet er et samarbejde mellem danske og internationale eksperter inden for dermatologi, maskinlæring og telemedicin, og det har potentiale til at sætte nye standarder for, hvordan hudkræft diagnosticeres og behandles på afstand.
Fakta
Innovationsfondens investering: 11,6 mio. kr.
Samlet budget: 16,8 mio. kr.
Varighed: 4 år
Officiel titel: SynTIA: Synergistic, Transparent and Interpretable Artificial intelligence in Skin Cancer Diagnostics