Har du betydelig viden inden for dit fagfelt, og har du forstand på forretningsudvikling og kommercialisering af viden og innovation? Så søger Innovationsfonden lige nu medlemmer til seks fagudvalg, som bidrager til den faglige vurdering af ansøgninger til fonden. Der er ansøgningsfrist 27. oktober 2024.
De fleste ansøgninger til Innovationsfondens programmer vurderes af faglige udvalg, der er nedsat af fondens bestyrelse. Udvalgene udgøres af medlemmer med særlig ekspertise inden for deres fagfelt og sektorområde og forudsætninger for at vurdere både den kommercielle og samfundsmæssige impact af projekterne. Medlemmerne supplerer hinanden erfarings- og kompetencemæssigt, så de til sammen dækker det pågældende programs ansøgningstemaer og fokusområder.
- Innovationsfondens fagudvalg udgør en hjørnesten i vores vurderingsprocesser med stærke kapaciteter, der bidrager med specialiseret viden og fokus på, hvordan projekterne kan realiseres og skabe impact. På den måde er man som udvalgsmedlem med til at understøtte danske virksomheder, startups og vidensinstitutioner i at accelerere viden og innovation til løsninger på væsentlige samfundsudfordringer og understøtte bæredygtig vækst, siger Ole Sinkjær, vicedirektør i Innovationsfonden og ansvarlig for de fire programmer, der aktuelt søger medlemmer.
Fra årsskiftet er der pladser ledige i de i alt seks fagudvalg, der er tilknyttet programmerne Erhvervsforsker, Innoexplorer, Innofounder og Innobooster. Udvalgene har forskellige opgaver i vurderingsprocesserne og forskellige kriterier for, hvad der kræves for at blive udpeget som medlem.
Der er ansøgningsfrist 27. oktober 2024.
Vi søger følgende profiler:
Medlemmer med erfaringer i at kommercialisere innovation og forskning til løsninger, der kan gøre en forskel for samfund og virksomhedernes kommercielle succes.
Medlemmer, der har status som Anerkendte forskere, som også gerne må have erfaringer fra industrien.
Profilernes faglige baggrund:
Der søges både bedømmere, der primært skal vurdere skriftligt, og bedømmere, der både skal vurdere ansøgningerne på skrift for derefter at deltage i panelmøder, hvor ansøgerne kommer og pitcher deres projekt. Arbejdsformen i udvalgene er forskellig, men fællesnævneren er, at man skal læse og vurdere ansøgninger og kunne sætte sine erfaringer og kompetencer i spil i forhold til Innovationsfondens vurderingskriterier.
Der er behov for medlemmer fra forskellige sektorer, og udvalgene skal repræsenterer erfaringer fra forskellige typer virksomheder og organisationer. Det kan både være startups og SMV’er, store virksomheder og relevante offentlige institutioner (f.eks. hospitaler).
Vi søger fagligheder inden for alle vores temaer:
- Life science, sundhed og velfærdsteknologi – f.eks. inden for udvikling af lægemidler, medicinsk udstyr, personlig medicin samt anvendelse af AI og digitale løsninger til bl.a. velfærdsløsninger, forebyggelse og behandling af psykiske lidelser
- Grøn teknologi og innovation – f.eks. inden for energiproduktion og -effektivisering, landbrug, fødevareproduktion, transport, byggeri, cirkulær økonomi, natur og biodiversitet, bæredygtig adfærd og ESG
- Digitalisering, teknologi og innovation – f.eks. inden for robot- og droneteknologi, produktionsteknologi, automatisering, materialeteknologi, cyber- og informationssikkerhed, AI, sprogmodeller og digitalisering
Læs opslagene her:
- Erhvervsforsker-udvalget
- Paneludvalget for Innoexplorer
- Det Faglige Vurderingsudvalg for Innofounder
- Paneludvalget for Innofounder
- Det Faglige Vurderingsudvalg for Innobooster
- Paneludvalget for Innobooster
Ansøgningsfrist 27. oktober 2024.