Hemcos

Ny teknologi gør kirurgiske operationer mindre blodige

Tissue-Link ApS har udviklet en banebrydende teknologi, der effektivt kan stoppe selv de mest alvorlige blødninger. Innovationsfonden har investeret 8,3 mio. kr. i projektet gennem Grand Solutions programmet

Blødninger under kirurgiske indgreb udgør en betydelig udfordring i sundhedsvæsenet, da de kan føre til alvorlige komplikationer, øgede omkostninger og forlænget operationstid. Globalt gennemføres der årligt over 500 millioner store operationer, hvor mange resulterer i blødninger, der kræver blodtransfusioner og gentagne operationer.

Tissue-Link ApS har udviklet en banebrydende teknologi, der effektivt kan stoppe selv de mest alvorlige blødninger. Denne teknologi skal nu videreudvikles i Innovationsfondens Grand Solution-program, og projektet er støttet med 8,3 millioner kroner.

Testes på grise

Teknologien bygger på kroppens naturlige koagulationsproces, hvor proteinet Tissue Factor er bundet til en særlig forbinding. Når forbindingen påføres en blødning, vil blodets proteiner størkne og danne en fast prop, som hurtigt stopper blødningen. Forbindingen kan derefter fjernes uden problemer.

Oprindeligt udviklet til forsvaret og traumecentre skal denne teknologi nu tilpasses til brug på civile hospitaler gennem Grand Solution-projektet på Rigshospitalet. Teknologien vil blive finjusteret til avancerede kirurgiske teknikker og testet på grisemodeller.

Michael P. Achiam, professor i kræftkirurgi ved Københavns Universitet og Rigshospitalet, som leder Rigshospitalets del af projektet, udtaler:

- Hvis teknologien viser sig lige så effektiv i vores griseforsøg, som den har været i militære blødningsforsøg, vil det være meget spændende. De griseforsøg, vi har planlagt, ligner vores daglige store operationer, så vi vil snart se, om teknologien kan revolutionere behandlingen af patienter, sådan som vi forestiller os.

Ud over at tilpasse teknologien til civil kirurgisk brug vil Tissue-Link ApS også optimere produktionsmetoderne, så de bliver billigere, mere miljøvenlige og ressourceeffektive i samarbejde med DTU og Bioneer. Målet er at udvikle en ny kategori af hemostatiske produkter, der kan forbedre patientbehandling, øge eksporten og skabe nye arbejdspladser i Danmark.

Fakta:

Innovationsfondens investering: 8,3 mio. kr. 

Samlet budget: 12,5 mio. kr. 

Varighed: 21 måneder 

Officiel titel: Hemorrhage Control in Surgery  - “HEMCOS”

Om partnerne:

Afdelingen for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet på Rigshospitalet fokuserer på at levere den bedste og mest skånsomme behandling til kirurgiske patienter.

Tissue-Link ApS har udviklet Tissue Factor-teknologien og er en dansk SMV inden for medicinsk udstyr, der arbejder på at udvikle og kommercialisere de nye hemostatiske forbindinger.

Professor Andreas Laustsen-Kiels Center for Antibody Technologies på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby og Bioneer A/S, bioteknologisk udviklings- og produktionsvirksomhed i Hørsholm bidrager med design, optimering og fremstilling af rekombinant Tissue Factor-protein