3D-briller skal hjælpe teknikere med at finde fejl

3D-visualisering skal gøre det langt nemmere at finde fejl på varmepumper og dermed holde systemernes nedetid på et minimum.

10. august 2017

Tidens varmepumpesystemer bliver mere og mere komplekse. Dermed er det også blevet mere kompliceret for teknikerne at diagnosticere fejl, som opstår i systemerne.

Det ville Best Green gerne finde en løsning på og indledte derfor i starten af 2017 et samarbejde med VIA University Collage. Med en InnoBoosterinvestering er de nu fuld gang med at udvikle en teknik, der skal gøre det muligt at visualisere de komplekse data i varmepumpeanlæg. Parterne har valgt at tage udgangspunkt i Augmented Reality og Microsoft HoloLens brilleteknik, som kan give teknikeren en enkel og overskuelig visualisering at de indviklede varmepumpesystemer.

- Det handler om at få konverteret de store mængder data fra vores varmepumpeanlæg til noget, servicefolkene kan se og næsten røre ved. Teknikken er stadig på et udviklingsstadie, men perspektiverne er ikke til at tage fejl af, forklarer Simon Steen Bak Kristensen, direktør i Best Green.

Teknologien giver også mulighed for at se realtidsdata og driftsstatus samt spole tilbage i tiden og vise, hvor fejlen oprindeligt opstod. Det er en viden der kunne vil lette teknikerens arbejdsbyrde betragteligt.

- Med Microsofts Hololens briller kan vi formidle dataene fra vores varmepumpeanlæg på en måde, som er forståelig for både servicetekniker, ingeniør og varmepumpeleverandør. Det åbner op for nye muligheder for at afhjælpe eller forbedre driften af vores varmepumper, fortæller Simon Steen Bak Kristensen. 

Projektet er nu så langt, at der er skabt et solidt indblik i både muligheder og udfordringer, men der vil gå nogen tid, før serviceteknikerne vil kunne anvende teknologien.

- Takket være investeringen fra fonden, har vi været i stand til at realisere projektet, som vi ellers ikke ville have haft ressourcer til, fortæller Simon Bak Kristensen. 

Augmented Reality

  • Augmented Reality er en teknologi, som beriger den virkelige verden med digital information og medier, såsom 3D-modeller og videoer. Ved hjælp af Augmented Reality kan virtuelle objekter placeres i den virkelige verden – realtime, og dermed tilføre en ekstra dimension til den fysiske verden.
  • Bestgreen.dk 

Investering 

  • InnoBooster 
  • Fondens investering: 230.000 kr. 

Kontakt 

Konst. kommunikationschef Thomas Bjerre, Innovationsfonden
Tlf. +45 61 90 50 19
Mail: thomas.bjerre@innofond.dk