Gennembrud for flydende gas til skibe åbner milliardmarked

Maritimt innovationsprojekt muliggør lokale fabrikker på havne, der fremstiller forureningsfrit flydende skibsbrændstof direkte fra gasnettet.

 

21. august 2017

Kosan Crisplant og DTU har i samfundspartnerskabet Blue INNOship knækket kølekoden til at fremstille flydende naturgas (LNG) ved brug af 40 procent mindre strøm. Det åbner et milliard-marked for skibsbrændsel på naturgas og biogas. Flydende gas kan fremover fremstilles på havnene ved siden af skibene i stedet for at blive nedkølet centralt og fragtet langvejs på lastbiler.

Om få år kan danske færger og andre skibe sejle på biogas fra dansk svineproduktion eller naturgas fra Nordsøen, der er sendt frem gennem eksisterende rørledninger ud til de store havne og kølet ned til minus 155 grader og dermed gjort flydende på en lokal LNG-fabrik (Liquid Natural Gas).

Flydende gas som skibsbrændstof udleder mindre CO2, kvælstof eller svovl i forhold til de dieselolier, som de fleste færger og andre skibe anvender i dag.

Det vil ikke alene fjerne luftforureningen fra skibe, nedkølingen i de lokale LNG-fabrikker vil endda flere steder i landet ske ved brug af dansk vindmøllestrøm, der er i overskud om natten, fordi den ikke kan lagres og ellers ville gå tabt.

Første resultater af hidtil største maritime innovationsprojekt med staten og virksomheder

De lokale, små kølefabrikker til skibsbrændstof er et af foreløbige resultater af Danmarks hidtil største maritime innovationsprojekt, der hedder Blue INNOship.

Over fire år bliver 15 projekter gennemført i Blue INNOship, som nu er halvvejs og har nået de første milepæle. Projektets samlede budget er 120 mio. kr. Heraf har staten har via Innovationsfonden støttet med 50 mio. kr., Den Danske Maritime Fond og Orients Fond støtter med samlet 20 mio. kr., og resten kommer fra de i alt 36 projektpartnere.

I LNG-projektet har forskere fra DTU Mekanik sammen med udviklere fra Kosan Crisplant søgt at finde nye veje til at gøre nedkølingen af gas som luftart på 15 grader til flydende gas på minus 155 grader mere effektiv. Det er lykkedes parterne at knække kølekoden så effektivt, at der kan bygges LNG-fabrikker, som anvender 40 procent mindre strøm, fylder mindre, er billigere at bygge og drive, og som kan bygges i små moduler.

Kosan Crisplant: Vi undgår store tanke og at køre LNG fra store terminaler i Europa

- Vi vil revolutionere måden, vi i dag tænker gassen ind i transporten. Ved at nedkøle gassen lokalt muliggør vi, at helt nye segmenter åbner deres øjne for miljørigtig brændsel. Det er vores mål at bygge anlæg, som er modulbaserede, og som let kan skaleres op og ned i takt med behovet. Når kunder i dag ønsker LNG, skal de til en af de store terminaler i Europa for at hente den. Lokale liquefaction-anlæg i Danmark vil betyde, at man ikke er nødsaget til at etablere kæmpe lagertanke. Lagertanken skal grundlæggende være gasnettet, som kan benyttes efter behov Det er vores forventning, at der i Danmark vil være plads til tre af denne type anlæg samt adskillige på et europæisk niveau. Ligeledes ser vi et kæmpe marked i Amerika, der kan åbne op for en milliardforretning på sigt, siger projektdirektør Anders Bjørn fra Kosan Crisplant i Aarhus.

DTU Mekanik: Analyse og simulering gav 40 procent mindre energiforbrug

Hos DTU Mekanik, Sektion for Termisk Energi, forklarer lektor Wiebke Brix Markussen, hvordan det er lykkedes at effektivisere fabrikationen med hele 40 procent:

- Vi har i projektet udarbejdet simuleringsmodeller, der har gjort det muligt at foretage dybdegående analyser af den mest optimale kølemiddelblanding til et små-skala anlæg, der også tager hensyn til naturgassens sammensætning. Dette har resulteret i, at projektgruppen kunne designe et fuldt optimeret anlæg, som har et energiforbrug, der er tæt på 40 procent lavere end de små-skala anlæg, der er i drift i dag. Energiforbruget til produktionen af LNG’en er en vigtig parameter for den fremtidige udbredelse af små-skala LNG-produktionsfaciliteter og dermed afgørende for udbredelsen af LNG-drevne skibe, siger Wiebke Brix Markussen.

MovingEnergy: Alene i USA er der marked på 15 mia. kr. for at udskift 40 år gamle anlæg

En del af arbejdet i projektet har været at afklare, hvor stort markedspotentialet i USA er. Her har Klaus Rasmussen fra konsulentvirksomheden MovingEnergy fundet frem til, at der er over 60 anlæg, som er mere end 40 år gamle og derfor står foran udskiftning i de kommende år.

- Værdien af de 60 anlæg udgør godt 15 mia. kr., og hvis de amerikanske gasselskaber får øjnene op for dansk miljøteknologi, vil de nyudviklede fordråbningsanlæg fra Kosan Crisplant kunne halvere de amerikanske gasselskabers ikke uvæsentlige energiomkostninger, siger Klaus Rasmussen.

Innovationsfonden: Miljøvenlig skibsfart, markedsmuligheder og flere jobs

Hos Innovationsfonden er der stor tilfredshed med, at projekterne i Blue INNOship udmønter sig i resultater.

- Det er et eksempel på, at det er god forretning for samfundet at investere i maritim forskning. Konkret kan vi nu se frem til mere miljøvenlig skibsfart, nye globale markedsmuligheder for virksomhederne og potentielt flere jobs til danskerne. Det er ikke den værste kombination,” siger Peter Høngaard Andersen, direktør i Innovationsfonden.

Blue INNOship: Løser hønen-øg-ægget problem om LNG som skibsbrændstof

Samarbejdet mellem parterne og de opnåede resultater undervejs har medført, at Kosan Crisplant har øget fokuseringen på udviklingen af anlægget, fortæller Programme Manager i Blue INNOship, Magnus Gary.

- Undervejs i projektet stod det klart for Kosan Crisplant, at de kunne opnå nogle særdeles gode resultater, der kunne være med til at åbne nye markeder for dem. Set i et mere overordnet perspektiv er resultatet af projektet også meget relevant, da det er med til at løse en hønen-og-ægget problematik omkring udbredelsen af LNG som fremdrivningsmiddel til skibe. Der er heftige infrastruktur-omkostninger forbundet med at skabe den infrastruktur, der er afgørende for, at skibene kan sejle på LNG. Men gennem udviklingen af anlæg, der kan producere LNG lokalt i havnene løses der op for problemstillingen, siger Magnus Gary.

Investering

  • Fondens investering: 50 mio. 
  • Samlet projektbudget: 164 mio. 
  • Varighed af projektet: 4 år
  • Projektets officielle titel: Blue INNOShip

Blue INNOship

  • Blue INNOship er et maritimt samfundspartnerskab med deltagelse af 36 leverandører, rederier, designvirksomheder, konsulenter, GTS institutter, universiteter og klassifikationsselskaber.
  • Formålet med samarbejdet er at skabe vækst, arbejdspladser og konkurrencedygtighed gennem udviklingen af miljørigtige løsninger til den maritime industri. Samarbejdet sker igennem i alt 15 projekter, der er inddelt i 5 tekniske arbejdspakker.
  • Det samlede budget er på 120 mio. kr. hvoraf Innovationsfonden har investeret 50 mio. kr., Den Danske Maritime Fond samt Orients Fond har investeret cirka 20 mio. kr. og partnerne har investeret resten.

Læs mere

Presseomtale

Kontakt

Blue INNOship, Programme Manager, Magnus Gary 
Tlf. 40 95 07 14
Mail: magnus@blaainno.dk

Konstitueret kommunikationschef, Innovationsfonden
Thomas Bjerre
Mail: Thomas.Bjerre@innofond.dk
Tlf.: 6190 5019