Populære københavner-både vil indtage verdens storbyer

Hovedstadens GoBoats som sejler københavnerne rundt i byens kanaler får nu hjælp fra InnoBooster til at udvide til resten af verden.

Siden 2014 har københavnerne kunne leje en GoBoat og nyde hovedstaden fra vandet. Nu vil iværksætterne udvide konceptet til andre storbyer - og det kræver ny teknologi.

”Ambitionen er, at hvor der er vand, er der GoBoats. Uanset om du sidder i Kolding eller i Sydney,” siger Anders Mørck, som er en af medstifterne af GoBoat.

Med en InnoBoosterinvestering på 1,2 mio. skal der udvikles en ny app, hvor man via GPS vil kunne se, hvor der ligger en GoBoat i nærheden, som man kan leje. App’en er ikke ulig konceptet bag Drive Now og Uber. Forskellen er dog at Goboat »fokuserer på oplevelsen frem for transporten« understreger Anders Mørck. 

Et stærkt udviklingshold skal med investeringen fra InnoBooster over de næste ni måneder udvikle en platform, som vil skabe lettilgængelige oplevelser på vandet. Udover at indeholde en App bliver det også grundstenen for de GoBoatforretninger, som iværksætterne forestiller sig bliver etableret verden over. Ambitionen er at slå sig hurtigt fast på markedet.

GoBoat-iværksætterne Kasper, Carl og Anders har fra starten lagt vægt på, at konceptet skulle være bæredygtigt. Derfor er bådene delvist bygget af gamle plastflasker, bæredygtigt træ og sejler på solenergi. 

”Det en bæredygtig picnicbåd, som ikke forurener i kanalerne og som er optimeret til socialt samvær med fokus på kvalitetstid,”

Med de globale ambitioner investerer stifterne sideløbende også i nye og mere bæredygtige både, som vil være bygget af genbrugte vindmøllevinger og være udstyret med solcelleborde. 

”Bæredygtighed er et vigtigt sellingpoint, som på sigt kommer til at betyde mere og mere. Det, at man kan tilbyde en bæredygtig oplevelse, vil være en god måde at brande virksomheden på i fremtiden,”

De tre stiftere besluttede tidligt at holde investorer helt ude af forretningen. De har samlet kapital fra deres netværk og taget et banklån. 

”Vi er egenfinansieret helt fra starten og vil rigtig gerne beholde den selvbestemmelse, der kommer med egen virksomhed. Vi valgte derfor at søge hos InnoBooster, fordi de ikke kræver nogen andel i vores virksomhed.” afslutter Anders.


Foto PR: GoBoat

Der er plads til 8 personer i bådende, som har en maksfart på 3,5 knob (ca. 6,5 km/t). Bådene er utrolig lette at navigere, så alle over 18 år har mulighed for at sejle dem. 


Foto: Iværksætterne bag GoBoat - fra venstre Kasper Højer Romme, Carl Kai Rand og Anders Mørck.

  • GoBoat blev stiftet i København i 2014 og har i 2015 udvidet til Stockholm og Malmö. 
  • I 2014 vandt GoBoat IVÆKSTprisen som årets idealist!
  • Læs mere på GoBoat.dk

InnoBooster

InnoBooster har investeret 1,2 mio. kr. i GoBoats nye platform. 

InnoBooster investerer i videnbaserede innovationsprojekter fra små og mellemstore virksomheder, iværksættere og forskere med op til 5. mio. kr. 
Læs mere på InnoBooster.dk

Facebook

Hold dig opdateret med det seneste om InnoBooster på Facebook