Dansk startup vil have en bid af det maritime marked

Med en InnoBooster-investering skal ItsMyCargo bringe vækst og innovation til den maritime og logistiske sektor.

22. maj 2018

ItsMyCargo har en vision om at bringe logistikindustrien online. Med tusindvis af logistikudbydere, som hver især har tusindvis af kunder, kræver det et system, der er sat op til masseskalering.

Startuppet ItsMyCargo har nu i mere end et år udviklet og tilpasset shopsystemer til logistikindustrien. Det sker samtidig med, at det maritime marked i øjeblikket viser en stigende interesse i at få deres processer digitaliseret. I kraft af et godt 2017 med gode tal på bundlinjen er ItsMyCargo nu ved at tage næste skridt og udarbejde en større strategi til, hvordan de bedst muligt forbereder sig på det internationale marked.

Små og mellemstore logistikudbydere står lige nu med to muligheder for at følge med udviklingen: Enten skal de investere i en in-house it-afdeling, eller også skal de få et system udviklet hos en it-virksomhed.

- Oftest ligger begge investeringer langt ud over, hvad budgettet tillader. Det er her, vi kommer ind, siger Martin Landgraf.

En ny InnoBooster-investering skal sikre, at det mål realiseres inden for den nærmeste fremtid uden, at det kommer til at påvirke startuppets eksisterende væksttal. Investeringen vil potentielt betyde, at ItsMyCargo allerede til sommer vil have forøget systemkapabiliteten 125 gange. Dermed vil ItsMyCargo kunne servicere op til 25.000 uafhængige shopsystemer samtidigt uden, at drift og systemer belastes.

Udover systemkapabilitet og skalerbarhed arbejdes der også på udvikling af nye funktioner til systemerne i takt med den teknoligiske udvikling. Det drejer sig bl.a. om en multifunktionel ItsMyCargo App, som er målrettet til både logistikudbydere og kunder.

- Logistikindustrien begynder nu for alvor at slutte sig til den digitale verden, og det er ItsMyCargos ambition at stå klar til at lette overgangen til digitale og automatiserede processer, siger Martin Landgraf, co-founder i ItsMyCargo.

Investering

  • Program: InnoBooster
  • Investering 495.000,- kr.


Sitfterne af ItsMyCargo: Fra venstre Martin Landgraf, Clemen Jarrich Lean Jespersen, Henry Perschk og Robert Sieg
PR-foto

Læs mere

Alphaliner.com