Iværksætterpilot får skovlen under Afrikas infrastruktur

Dansk startup har fået foden indenfor det afrikanske kontinent med et billigt alternativ til vedligehold af vejnettet.

En stor udfordring i udviklingslande er infrastrukturen. Eksempelvis består vejnettet i Afrika stort set kun af jordveje. Derfor er de meget modtagelige overfor naturens luner og kræver derfor langt mere vedligehold for ikke at gå til. Vejene skal tilses med jævne mellemrum og som absolut minimum hvert femte år. Det er dog sjældent, at udviklingslandene har ressourcer til vedligehold af vejene inden for så korte intervaller.

En skoleopgave om et vejprojekt til forbedring af infrastruktur satte i første omgang co-founder af Mobilized Construction, Johan Juul Jensen, på sporet af en rentabel løsning. 

Johans professor i Washington havde i begyndelsen svært ved at se, at man kunne lave et offentlig-privat samarbejdsprojekt omkring forbedring af infrastruktur for under 20 mio. $. Professoren var dog så imponeret over opgaven, at han delte den med sine kolleger i Verdensbanken:

- Pludselig stod jeg der som kandidatstuderende og fik opbakning fra flere verdensbankøkonomer om at køre videre med min idé, smågriner Johan Juul Jensen.  

Derefter tog det fart. Hurtigt fik han indfanget de to andre co-founders Kevin Lee og Thomas Zilen Kjær, og sammen tog de til Uganda for at sætte det første projekt i gang.

Løsningen til vedligeholdelse af vejene blev, at man med meget få midler vil kunne bruge de ledige hænder, der er i den lokale befolkning i nærheden af de berørte veje. Der ligger dog en stor udfordring i at skulle rykke på et marked, der de sidste 30 år har fungeret med tunge maskiner investeret af staten. 

- Vores metode fungerer med håndkraft, skovl og spade. Så ikke nok med at vi skal overbevise de lokale regeringer om, at vi er så gode og billige, at vi er værd at satse på – de skal også samtidig nedlægge deres ”business as usual”, fortsætter Johan Juul Jensen.

Bæredygtig udvikling
Mobilized Construction har med deres første projekt i Luwero-regionen i Uganda vist deres værd. Her har de renoveret 1,5 km jordvej og sat flere lokale i arbejde. Samtidig har de halveret rejsetiden gennem regionen og firdoblet trafikken på vejene.  

- Vi leverede et stykke vej, der var renoveret på en langt mere bæredygtig facon, og som kostede en tiendedel af, hvad det ville have kostet efter de ”gamle” metoder, siger Johan Juul Jensen.

Efter succesen i Uganda er det sidste stykke tid blevet brugt på at udvikle en app, der, udover at blive brugt som kommunikationsmiddel, også bl.a. skal kunne advare projektlederne, når regntiden er på vej. Med advarsel i god tid kan projektlederne omstrukturere deres arbejdskraft og få de lokale til at fokusere på at bygge grøfter.

- Enhver, der har rejst i Østafrika, har oplevet på egen krop, hvordan det er at sidde fast på dårlige veje og måtte tage omveje på flere timer pga. et jordskred eller en oversvømmelse, siger Johan Juul Jensen.

Formår Mobilized Construction at slå sig fast på markedet er målet, at Ugandas regering med tiden vil kunne købe sig ind i projektet. På den måde vil de kunne løse nye udfordringer i andre lande.  

- For os er social impact mindst lige så vigtig som profitten, afslutter Johan Juul Jensen. 

Lokale afrikanere reparerer veje og laver grøfter klar til regntiden. 

Det færdige resultat.  

Johan Juul Jensen sammen med lokale arbejdere og projektledere. 

Iværksætterpilot

Johan Juul Jensen starter efter sommerferien 2016 som Iværksætterpilot. Med titlen følger et års iværksætterpilotydelse, adgang til et iværksætternetværk og rådgivning til at få gang i sin virksomhed.

”Jeg har allerede fået en utrolig stor opbakning fra min Iværksætterpilot-rådgiver, som har introduceret mig til et hav af folk med stor viden inden for infrastrukturområdet”

Johan Juul Jensen har en bachelor fra RUC, efterfulgt af en kandidat i Public Policy på Hertie School of Governance i Berlin.

Har du en iværksætter i maven?

Og er du lige blevet færdig med din videregående uddannelse eller tæt på at blive færdig?
Næste ansøgningsfrist er onsdag 12. oktober 2016 kl. 12:00. 
Læs mere på: ivpilot.dk

Læs også:

Facebook

Hold dig opdateret med det seneste om Iværksætterpilot på Facebook