Vikingeprojekt tæmmer havvand med et cirkelslag

Tegnestuen Norrøn foreslår en ringborg som et cirkelslag omkring Vikingeskibsmuseet. Ringborgen iscenesætter på én og samme tid fortællingen om Roskildes sagnomspundne skjoldunger og stormflodssikrer museet. Idéen opstod i forbindelse med et fondsprojekt, der skal fremme bæredygtig turisme i Danmark.

19. april 2018

– Fortællingen om Nationalpark Skjoldungernes Land tager udgangspunkt i Kong Skjold, der sætter sine to børn Helge og Roar i land ved Roskilde Fjord. Helge drager til søs, bliver en krigerkonge og repræsenterer Danmark som søfartsnation, og den rolige Roar bliver på land, skaber landbruget og repræsenterer Danmark som landbrugsnation.

Sådan siger Marco Berenthz, partner og arkitekt i Norrøn.

Idéen stod klart for Norrøns arkitekter, da de skulle foreslå en nytænkning af National Skjoldparkens Land: et cirkelslag, der er inspireret af vikingernes ringborge, pg som åbner nye døre for rekreative aktiviter omkring Roskilde Fjord – både for museumsgæsterne og roskildenserne – sikrer Vikingeskibsmuseet mod stormflodsvand og iscenesætter fortællingen om skjoldungerne, der er kernen i nationalparkens identitet.

Det er ikke tilfældigt, at Marco Berenthz fortæller historien om Helge og Roar: for tegnestuen symboliserer Vikingeskibsmuseet Helge og søfarten, imens Sagnlandet Lejre er Roars landbrug - og Den Blå Ringborg binder hele fortællingen sammen.

Norrøns vision
I idéen snor en cirkulær kystsikring sig om Vikingeskibsmuseet, bevarer udsigten over fjorden ved at hæve vandspejlet foran hallen og giver Roskildes borgere en rekreativ promenade på havnen. Vikingeskibe vil kunne opleves i hallen og på vandet, og den udvidede havn styrker båndet til byen og domkirken.

Idéen er også, at et ankomst- og besøgscenter danner bro til museet og byder velkommen, når man kommer fra vandet – der er store visioner for Den Blå Ringborg.

Det har været centralt for Norrøn, at idéprojektet tilbyder nye faciliteter til området og et trækplaster, gæster vil rejse efter.

– Den Blå Ringborg iscenesætter vikingesagnene og åbner almindelige menneskers øjne for områdets kulturarv, og med en offentligt tilgængelig yderside får hele Roskilde et rekreativt promenadestrøg – ringborgen binder området sammen med et enkelt værk, siger Marco Berenthz.

En beskyttende ring
En ringborg på vandet – sådan beskriver Norrøn projektet, og kystsikringspromenaden har også en del tilfælles med vikingernes gamle forsvarsværker.

– Vi tog figurligheden fra ringborgene, som vikingerne forsvarede sig mod fjender til lands med, og lagde den på vandet, så den nu kunne forsvare museet mod havet, siger Marco Berenthz.

At forsvare sig har Vikingeskibsmuseet brug for. Stormflodsvand har to gange skummet mod glasfacaden, da Bodil rasede i 2013 og Urd i 2016 – og selvom stormene voldte sætningsskader på museet og fundamentet slog revner, reddede man skibene ved bl.a. at dække dem minutiøst med plastic.

Bodil alene kostede museet 11,5 mio. kr., og der er grænser for, hvor længe Vikingemuseet kan beskytte dets genstande i den nuværende tilstand. Norrøns idéprojekt integrerer et kystteknisk anlæg i den cirkulære promenade, som under normale forhold er 1,5 meter højt – og i tilfælde af en stormflod skyder en automatisk højtvandsmur op, så højden boostes med 25 %.

Der skal en helhedsløsning til
Den Blå Ringborg er blot et idéprojekt, og der er således ingen konkrete planer om at realisere det. Hvorvidt det bliver Norrøn eller en anden aktør, der kommer med en endelig løsning til Vikingeskibsmuseet, er op til museet selv – og fordi hallen, der er tegnet af Erik Christian Sørensen i 1969, er fredet, skal løsningen gennem en lang proces, før den kan godkendes.

Selvom museumsdirektør for Vikingeskibsmuseet Tina Damgård-Sørensen kan se meget positivt ved Norrøns idé, ønsker hun ikke at binde sig til et projekt lige nu.

Hun siger til Paperboy Roskilde:

– Det er et smukt projekt, som tilbyder nogle ting, der kunne være interessante at arbejde videre med – det skaber sammenhæng mellem det projekt, vi arbejder med, og de tanker, nationalparken har. Men det vigtigste for os er størst mulig frihed til at lave en samlet helhedsplan, for hvis vi løber efter det her projekt, lægger vi en stram ramme over en samlet løsning, og det er for tidligt på nuværende tidspunkt.

Investering

  • Program: Grand Solutions
  • Fondens investering: 4,4 mio. kr.
  • Samlet projektbudget: 6,2 mio. kr.
  • Projektets varighed: 3 år
  • Projekttitel: Innovation og udvikling af bæredygtig bynær naturturisme

Indslag fra TV 2 Lorry

  • Den Blå Ringborg er tegnet af Norrøn som en del af dette større projekt i samarbejde med RUC, KU, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
  • ​Flere turister efterspørger guidede ture med fokus på økologi, miljø, natur og bæredygtighed. Samtidig ønsker Naturstyrelsen og kommunerne omkring Naturpark Amager ved København og Nationalpark Skjoldungernes Land ved Roskilde, at flere turister benytter sig af de to seværdigheder, der skiller sig ud på grund af deres natur og kultur og beliggenhed i bynære områder
  • De to aspekter er forenet i et økoturismeprojekt, hvor Roskilde Universitet, Københavns Universitet og arkitektvirksomheden Norrøn i tre år arbejder sammen om som de første i Danmark at udvikle en skalerbar model for bæredygtig turisme i naturparker
  • Læs mere om projektet her

Læs også