Klima-asfalt skal testkøres på danske veje

Både CO2-udledningen og bilisternes benzinudgifter kan tage et dyk i fremtiden takket være en ny slags asfalt. Nu skal den testes på et udsnit af de danske veje.

27. juni 2018

En femmer for hver 100 kr., man tanker for – så meget vil bilister kunne spare, hvis alle veje belægges med en ny type asfalt udviklet af forskere fra RUC i samarbejde med bl.a. Innovationsfonden, entreprenørvirksomheden NCC og Vejdirektoratet.

Om et par måneder bliver en strækning på 50 kilometer vej dækket med ROSE-projektets nye asfalt, som udover at give besparelser til bilisterne også kan skære i udledningen af CO2 – og målinger foretaget af Vejdirektoratet indikerer, at asfalten også er støjreducerende.

Årsagen er en væsentligt mindre modstand mellem bilens dæk og vejen. Normalt brænder biler op mod en tredjedel af deres benzin af blot på at mønstre kræfter til at holde hjulene i fart, men ROSE’s unikke asfaltblanding med bl.a. mindre, hårdere sten og mere bitumen formindsker rullemodstanden markant.

– Vi stiler efter at nedsætte benzinforbruget med 4-5 %, men der er stadig udfordringer, f.eks. om asfalten holder de min. 15 år, Vejdirektoratet ønsker. Lykkes det, vil en bil, der i dag kører 20 kilometer per liter benzin, fremover køre 21 kilometer per liter. Det er en kæmpebesparelse for samfundets CO2-udledning og den enkelte bilist, siger Jeppe Dyre, professor i fysik på RUC og projektleder for ROSE.

Den klimavenlige asfalttype er resultatet af tre års forskning i, hvordan man kan ændre asfaltens struktur nok til at reducere rullemodstanden mellem hjul og asfalt og dermed bilens CO2-udledning.

Asfalten dækker allerede enkelte kilometer hist og her på landets veje, og specialkøretøjer har testet bremselængder og friktion. Når asfalten kommer ud på den 50 kilometer lange forsøgsstrækning, er det en del af projektets overgang fra testfasen og ud, hvor det kan gavne i samfundet.

– Asfalten bliver en del af vores beslutningsportefølje, så den er en mulighed, efterhånden som vi udskifter slidlaget på de cirka 3.800 kilometer statsveje, siger akademisk specialist Christian Axelsen fra Vejdirektoratet.

Det er endnu uvist, hvor i landet den klimavenlige asfalt skal testes, men den kan både komme til at dække Vestmotorvejen såvel som Køge Bugt Motorvejen – men før man overhovedet tager stilling til det, skal asfalteringsopgaven i udbud.

Investering

  • Program: Grand Solutions
  • Fondens investering: 10 mio. kr.
  • Totalt budget: 14,2 mio. kr.
  • Projektets varighed: 3 år
  • Læs mere om ROSE her.

ROSE

  • Ca. en fjerdedel af Danmarks CO2-udledning kommer fra vejtransport – og rullemodstanden mellem dæk og vej, som en bil skal overvinde, før den kan komme i gang, udgør næsten en tredjedel af benzinforbruget
  • Innovationsfonden medfinansierede COOEE-projektet fra 2011, som for første gang på verdensplan påviste, at rullemodstanden kan reduceres ved at optimere vejbelægningen
  • ROSE-projektet tog udgangspunkt i COOEE’s resultater – de forskede fra 2016-2018 i at fremstille bedre belægninger for at gøre kørsel billigere og reducere CO2-udledningen
  • Over de sidste 100 år har man nedsat energiforbruget på vejene med en sjettedel ved at gå væk fra massive gummibildæk - men COOEE og ROSE er de første til at modificere asfaltens blanding
  • Det koster staten 5 % ekstra at udskifte et slidlag på vejen med ROSE’s asfalt i stedet for almindelig asfalt – men den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras konkluderer i en rapport fra 2013, at benzinbesparelsen er så stor, at den sender pengene tilbage i borgernes lommer
  • Partierne bag PSO-aftalen har bevilget de ekstra 3,1 mio. kr., det koster staten at belægge forsøgsstrækningens 50 kilometer med den nye asfalt i stedet for almindelig asfalt, fra Den Grønne Klimapulje
  • Projekttitel: Roads Saving Energy

Læs mere