Effektmåling i Innovationsfonden

Innovationsfondens formål er at skabe vækst, beskæftigelse og løse samfundsudfordringer. Mål, der bliver påvirket af mange faktorer og som derfor er komplekse at måle. Her beskriver vi, hvordan Innovationsfonden griber effektmålingen af sine investeringer an.

Innovationsfonden investerer i forsknings- og innovationsprojekter for at styrke Danmarks vækst og beskæftigelse og for at løse samfundsudfordringer. En væsentlig forudsætning for dette er dokumentationen af, at projekterne skaber et samfundsmæssigt afkast, der på både kort og lang sigt skaber værdi for Danmark. Innovationsfonden har derfor i juni 2016 udgivet en publikation, der giver et indblik i, hvordan fonden følger, måler og dokumenterer effekter af investeringerne.

Det er en kompleks opgave at foretage præcise målinger af de enkelte projekters samfundsmæssige afkast, da resultaterne kan være mangeartede. Ligesom de kan være påvirket af andre faktorer, der ligger uden for Innovationsfondens virke. Fondens publikation om effektmåling beskriver derfor i videst muligt omfang, hvordan fonden foretager effektmålinger ved at forklare, hvilke metoder fonden har fundet mest relevante på baggrund af national og international research såvel som i tæt samarbejde med OECD.

I modsætning til private virksomheder har Innovationsfonden ikke en bundlinje, der entydigt kan vise, om investeringerne har været profitable. Der er mange faktorer, der påvirker virksomhedernes og forskningsinstitutionernes aktiviteter og dermed effekterne af de projekter, som fonden investerer i. Alt efter kategorien og størrelsen af investeringen, dykker fonden derfor ned i de enkelte projekter for at klargøre effekterne - f.eks. gennem interview med virksomhederne, universiteterne og brugerne af de nye løsninger. Overordnet set og i andre projektkategorier vil fonden foretage kvantitative analyser af projekterne. Derudover er der en række afledte effekter af fondens investeringer, som også omtales i publikationen. For eksempel bidrager forsknings- og innovationsprojekter på baggrund af konkurrenceudsatte midler til at styrke innovations- og iværksætterkulturen i Danmark.

Fonden har på projektniveau en ambition om, at virksomhederne, der deltager i projekterne, skal vokse og øge deres værdiskabelse markant. Se mere om målsætninger og indikatorer. Samtidig er det hensigten, at forskningsresultater skal føre til fremtidige innovationer. Innovationsfondens effektmåling er en løbende opgave, og fonden arbejder målrettet for at opsamle og måle effekterne af sine aktiviteter i tæt samarbejde med danske og internationale samarbejdspartnere med henblik på at dokumentere, at fondens investeringer har en positiv samfundseffekt.