Startup klar med ny forretningsmodel til onlinespil

”Pay as you play.” Det er visionen bag startuppet Plai, som vil tilbyde en alternativ måde for gamere at betale for spil på.

20. december 2017

Spilmarkedet er i voldsom vækst disse år. Det vil tre nordjyske iværksættere udnytte med deres platform Plai, som tilbyder en helt ny måde at betale for spil på.

Konceptet hedder ”pay as you play,” og foregår sådan, at brugeren downloader et spil, og betaler kun for den tid, der bliver spillet - lige indtil spillets købspris er nået, så ejer man det. 

Plai er grundlagt af tre studiekammerater og de har indtil videre håndplukket 150 spil som er tilgængelige på platformen. 

- Markedet er oversvømmet af spil lige nu, og vi har valgt dem, vi ved, vi kan sælge. For os handler det om kvalitet frem for kvantitet, fortæller direktør i Plai, Frank Christensen. 


Tobias Kastrup Andersen, Peter Sand Morild og Frank Christensen kom op med ideen til Plai, da de gik på studie sammen og benyttede sig af projekterne på semestrene til at arbejde på konceptet. 

Udvikling af platformen 
Plai modtog i november en InnoBooster-investering på 330.000 kr., som skal bruges på at udvikle platformen med bl.a. machine learning til adfærdsgenkendelsesteknologi og nye teknologier til optagelse af brugerens spilfrekvens og afregningsalgoritmer.” 

- Investeringen er enormt vigtig for os, og med den kan vi skabe et godt fundament for virksomheden, fortæller Frank Chistensen.

Pengene skal også bruges på konsulenttimer, der bl.a. skal rådgive i lovgivningen omkring betalingen af spillene. 

”Plai skal testes til det yderste”
Plai er stadig i beta-tilstand, hvor det indtil videre kun er inviterede, der har adgang. 

- De skal prøve at ”ødelægge” vores platform og finde alvorlige fejl, så vi kan rette op på dem, inden vi åbner til de brede publikum, fortæller Frank Christensen.

Den lukkede del af testfasen er tæt på at være slut, og i starten af det nye år åbner Plai beta-versionen for alle. Den kan man skrive sig op til gennem hjemmesiden, og det er populært at være med til at teste platformen. Indtil videre har 400-500 har skrevet sig på venteliste til at teste Plai. 

- Vi har travlt med at komme ud af beta. Vi har aftaler med de store udgivere om at få deres spil på platformen, når den er lanceret, fortæller Frank Christensen, som håber på at kunne lancere Plai i 3. kvartal af 2018. 

Investering

  • InnoBooster
  • Fondens investering: 330.000 kr. 

Blandt spiludgiverne på Plai er Bigben, Milestone og fondsinvesteringen Bedtime Digital Games 

Fondens investeringer i spil

Læs mere