Nu skal fødevare-entreprenørernes vildskab testes

Toppen af dansk fødevare-iværksætteri indgår et nyt samarbejde om at give 10 iværksættere i fødevaresektoren mulighed for at komme helt tæt på forbrugerne til Danmarks største fødevarefestival, Food Festival. 

20. februar 2018

I et unikt ”laboratorium” kan festivaldeltagerne udfordre virksomhederne på deres nyeste produkter – og virksomhederne får værdifuld viden med hjem til den videre udvikling.

”Vil forbrugerne købe mit produkt? Ved de, hvordan det skal bruges, og hvad vil de betale for det?” Det er blot nogle af de dilemmaer, som fødevareiværksættere står over for på daglig basis. Nu kan 10 udvalgte iværksættere få svar på deres spørgsmål, når Innovationsfonden, Future Food Innovation, Food Festival og Region Midtjylland går sammen om at sætte fokus på iværksætteri i fødevaresektoren. På Food Festival 2018 vil unikke rammer give de deltagende fødevareiværksættere og mindre virksomheder nye muligheder for at få feedback direkte fra forbrugernes egen mund – Direktør Peter Høngaard Andersen, Innovationsfonden, fortæller:

- Med dette initiativ ønsker vi at sætte fokus på nogle af de udfordringer, som fødevareiværksættere står med – samtidig med, at de får unik viden retur, der kan underbygge deres forretning. I Innovationsfonden har vi ikke kun fokus på at investere i fødevareiværksættere, men også i at de får succes. Derfor tager vi dette initiativ sammen med Future Food Innovation, Food Festival og Region Midtjylland.

Samarbejdet med Innovationsfonden og Food Festival er noget, der tiltaler Future Food Innovation:

- Future Food Innovation er en hjørnesten i Danmarks stærkeste fødevareregion, og sammen med Region Midtjylland udvikler vi Future Food Innovation til en aktiv national innovationsunderstøttende platform med adgang til viden, netværk og finansiering. Derfor er det naturligt for os at søge sammen med Innovationsfonden, der har betydelige midler til dette fokusområde og Food Festival, der har platformen til forbrugerne og de professionelle indkøbere, udtaler formanden for Future Food Innovation Direktør Lars Visbech Sørensen, Agro Business Park.

Der er mange grunde til, at det er ideelt for de 10 iværksættere at møde forbrugerne på Food Festival:

- Food Festival er nordens største fødevarefestival – med både en professionel del og flere end 30.000 besøgende forbrugere. Derfor er denne platform unik og oplagt til dette initiativ. Vi ønsker, at Food Festivals stærke fundament også danner platform for fremtidens fødevareiværksættere, og dette initiativ sætter fokus på præcis det, udtaler direktør for FOOD-Aarhus og Food Festival Anna Lund.

I Region Midtjylland ser man frem til at forene forskellige initiativer. Regionsformand Anders Kühnau (S) udtaler:

- Det giver rigtig god mening for os at få skabt en kobling mellem statslige og regionale innovationsinitiativer i en tid, hvor alle taler om forenkling. Det er noget, som vi er meget optaget af. At det så oven i købet kan ske på Food Festival med udgangspunkt i nogle konkrete fødevarevirksomheders behov viser jo bare, at vi er rigtig godt på vej.

Food Festival

  • Der kommer i foråret 2018 mere information om, hvordan de 10 konkrete virksomheder udvælges til at få adgang til dette unikke initiativ samt præsentation af det samlede program for dette initiativ.

Tid og sted

  • Food Festival afholdes fra fredag den 7. til søndag den 9. september 2018
  • Tangkrogen, Marselisborg Havnevej 2, 8000 Aarhus C

Læs mere

Yderligere oplysninger fås hos

René Damkjer, Innovationsfonden
Tlf: 6190 5007
Mail. rene.damkjer@innofond.dk

Anna Lund, Food Festival 
Tlf: 3133 9354
Mail. anna@thefoodproject.dk

Bjarne Langdal 
Future Food Innovation
Tlf: 3092 1717
Mail. blr@agropark.dk 

Anders Kühnau
Region Midtjylland
Tlf: 2360 2768
Mail. kuhnau@rr.rm.dk