Tør vi ændre på fremtiden ved hjælp af offentlig innovation?

Institut for fremtidsforskning har i samarbejde med Innovationsfonden, danske regioner, kommuner, patient- og brancheforeninger m.fl. udarbejdet en scenarierapport af fremtidens sundhedssystem Danmark.

12. september 2017

Ny scenarierapport for fremtidens danske sundhedssystem 2030 er netop publiceret, og den afdækker hvilke muligheder og udfordringer, der ligger forude for det danske samfund, den offentlige sundhedssektor og den danske life-science sektor.

Rapporten tager udgangspunkt i de globale megatrends til identifikation og forståelse af de temaer og dynamikker, der præger sundhedssektoren.

I rapporten analyseres fire forskellige og sandsynlige fremtidsscenarier, der alle udfordrer de gængse kendetegn ved det nuværende danske sundhedssystem.

Det drejer sig om: »Tryghed i fællesskabet”, ”Sund vækst – nationens stolthed”, ”Det frie sundhedsmarked” og ”Mit netværk – min sundhed”.

Interessenterne er generelt enige om, at de gerne ser et fremtidsscenarie med fokus på en proaktiv tilgang inden for sund vækst og innovation, som skal være nationalt styret frem for frit organiseret – og derved påvirke udviklingen mod fremtidsscenariet ”Sund vækst – nationens stolthed”. Her investeres nationalt i at gøre Danmark til et teknologisk foregangsland inden for sundhedsområdet, med den offentlige sektor som omdrejningspunkt.

Der er dog også et par store usikkerhedsmomenter, der fundamentalt kan præge fremtiden for det danske sundhedssystem:

  • Vil det danske sundhedssystem være skabt af en national konsensus eller fri organisering?
  • Vil implementeringen af innovation i det danske sundhedssystem ske moderat eller accelereret?

Det blev også diskuteret om sundhedsvæsenet skal forblive et overvejende sygdomsreparationsvæsen. Disse overvejelser skyldes, at sundhedssystemet i øjeblikket er udfordret af den demografiske udvikling, stigende sundhedsudgifter, teknologiudvikling og en polarisering i adgangen til sundhedsydelser - samtidig med at personlig genetisk analyse, wearables og big data vil tillade en større vægt på forebyggelse.

Rapporten præsenterer derudover en række konkrete anbefalinger til at skabe mest mulig momentum på sundhedsområdet – ikke mindst med henblik på, at fremtiden for det samlede danske sundhedssystem formes af bevidste og proaktive valg foretaget af det danske samfund.

Peter Høngaard Andersen, Direktør i Innovationfonden:

- Rapporten er resultatet af et bemærkelsesværdigt initiativ, hvor man har kunnet samle de væsentligste interessenter i det danske sundhedsvæsen i enighed om beskrivelsen af fremtidsscenarier. Dette sikrer en stor styrke, validitet og bred forankring af analysen og anbefalingerne.

Innovationsfonden vil bl.a. anvende scenarieanalysen i kombination med det aktuelle Forsk2025 inspirationskatalog, globale trends og viden fra samarbejdspartnere og projektansøgere til at opdatere fondens sundhedsstrategi i løbet af efteråret 2017.

I investeringskriterierne vil der fortsat være fokus på ejerskab af kritiske data, skalerbarheden og forankringen af projektløsningerne.

Desuden vil behovet for kliniske forsøg og forbedrede behandlingsprocedurer uden kommercielle aftagere blive adresseret.

Fremtiden for det danske sundheds-system

Kontakt

Bogi Eliasen, Instituttet for Fremtidsforskning
Tlf. 45 3311 7176
Mail: be@cifs.dk

Lars Winther, Senior Scientific Officer Innovationsfonden
Tlf. ​6190 5036
Mail: Lars.Winther@innofond.dk