Vi ejer alle dansk forskning og innovation

Stærk forskning og innovation kender ikke grænser - og slet ikke ressortgrænser.

Af Brian Mikkelsen (K), erhvervsminister, og Jens Maaløe, bestyrelsesformand for Innovationsfonden.

Det har de taget en direkte konsekvens af i Sverige, hvor vigtige strategiske innovationsindsatser bliver koordineret af flere ministerier i samarbejde.

Det er flerårige samarbejder med fælles finansiering, der sikrer et bredt ejerskab af den forskning og innovation, der over tid bliver til konkrete løsninger i samfundet.

Den daglige styring ligger hos den svenske minister, der har ansvar for forskning.

De svenske resultater er positive og bør kunne vinde genklang i Danmark. Eksempelvis når vi skal have den virksomhedsnære forskning og erhvervspolitikken til at spille effektivt sammen.

Vi skal sikre, at samfundet får mest mulig værdi ud af forskningen - uden at vi på nogen måde går på kompromis med den grundlagsskabende forskning.

Selv om vi ikke skal kopiere andre lande, er det sundt at hente frisk inspiration til, hvordan vi opnår en bedre værdi af dansk forskning og innovation. Og Sverige bliver ikke mindre interessant af, at de nu i tre år i træk har slået os på målstregen i kampen om at være EUs mest innovative land.

Vi ser i Danmark for mange eksempler på, at forskningens fulde potentiale går tabt. Det kan være et gennembrud i sygdomsbehandling på et hospital, der ikke bliver bredt ud til andre hospitaler.

Eller det kan være erhvervsregulering, der bliver overhalet af en teknologisk udvikling, som man ikke tidligt nok er blevet bevidst om. Her skal vi blive langt bedre til at sikre et tilstrækkeligt bredt ejerskab i implementeringen af nye løsninger.

Et af de steder, hvor vi for alvor bliver udfordret internationalt, er på den digitale udvikling. Her handler det om at åbne dørene for de digitale frontløbere og lytte til deres erfaringer og tanker om fremtiden.

Før sommerferien afleverede Digitalt Vækstpanel 33 ambitiøse anbefalinger til regeringen. Med fokus på hvordan myndigheder med en vedholdende digitaliseringsindsats kan skabe nye samfundsgevinster.

Det handler nu om at skabe de digitale løsninger, der skaber værdi for Danmark - og vel at mærke gøre det på en måde, så det inviterer til fælles løsninger, der har værdi for alle.

Regeringen fremlægger sin strategi for at booste digitalisering for hele Danmark her i efteråret. Herunder hvordan vi giver plads til, at forskning og innovation kan hjælpe digitaliseringen op i det næste gear.

Lad os blive bedre til at samarbejde om at bringe ny teknologi og forskningsbaseret viden i spil til gavn for erhvervslivet. Vi skulle jo gerne slå svenskerne i de næste mange år.

Indlægget blev publiceret i Berlingske den 14. september 2017 Sektion 2 (Business) (OPINION) Side 15.

Innovation
Danmark i top på innovation i Europa
Åben sektion, Danmark i top på innovation i Europa

Danmark er placeret som nummer to over de mest innovative lande i EU i Europa-Kommissionens store rapport om innovation. Region Hovedstaden er en af EU's mest innovative regioner.

Læs mere på UFM.dk

Kontakt
Åben sektion, Kontakt

Pernille Rype, Kommunikationschef, Innovationsfonden
Tlf.: 6190 5060, mail: pernille.rype@innofond.dk