""

Besøg den grønne projektbank og bliv inspireret

Offentligt støttede projekter inden for miljø-, fødevare- og bioområdet findes nu i Grøn Projektbank.

Nu er der hjælp at hente, hvis man som forsker/virksomhed etc. gerne vil søge inspiration til at komme i gang med nye projekter eller blive klogere på ny teknologi. Det kan være projekter om f.eks. højteknologisk rensning af vand og luft, bekæmpelse af madspild samt udvikling af nye proteiner.

Miljø- og Fødevareministeriet har i samarbejde med Innovationsfonden etableret Grøn Projektbank og samlet ca. 1.000 innovationsprojekter, der har fået offentlig støtte.

Grøn Projektbank skal sikre åbenhed og videndeling om offentligt støttede innovationsprojekter, hvilket der har været stor efterspørgsel på. Vi skal i Danmark gå forrest, som den grønne vindernation vi er i dag.

- Derfor skal både forskning og udviklingen af miljøteknologiske løsninger prioriteres. Vores videndeling om projekter og erfaringsudveksling er vigtig, så vi bygger videre på eksisterende resultater, siger departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard.

Innovationsfonden: Projektbank sikrer åbenhed og videndeling

Innovationsfonden investerer i de bedste projekter, der skaber innovation og værdi på det grønne område, blandt andet inden for miljø- og fødevareområdet. Vi er stolte over projekterne og vil naturligvis gerne dele dem med omverdenen. Og samtidig er det gennem viden og samarbejde, at vi får skabt de bedste resultater. Derfor er vi meget glade for den fælles grønne projektdatabase, som sikrer åbenhed og videndeling om offentligt støttede innovationsprojekter, siger bestyrelsesformand for Innovationsfonden, Tina Fanø. 

Databasen skal sørge for, at ansøgere kan orientere sig om, hvad der er den nyeste viden inden for forskellige områder og evt. finde nye samarbejdspartnere. Derudover skal det være muligt at se, hvad pengene går til, f.eks. inden for vandprojekter, plastprojekter og projekter om begrænsning af forurening fra skibsfart.

Grøn projektbank yderst relevant i forhold til at sikre åbenhed om, hvad skatteydernes penge går til, og det er et godt værktøj både for os i bestyrelsen og for ansøgerne til at give overblik over, hvilke projekter der er i gang, mener bestyrelsesformand for GUDP, Mikael Thinghuus.

Endelig påpeger bestyrelsesformand for MUDP, Malou Aamund:

- Digitalisering er et vigtigt omdrejningspunkt, når danske virksomheder skal udvikle de bedste og mest innovative løsninger på danske og globale udfordringer. Grøn Projektbank er et nemt og digitalt værktøj, som kan inspirere virksomheder til nye projekter og nye samarbejder.

Du finder Grøn Projektbank her: www.grønprojektbank.

For yderligere oplysninger

For nærmere information om Grøn Projektbank, kontakt kontorchef Hans Peter Olsen.