Job: Direktør for Innovationsfonden

Direktør til Danmarks Innovationsfond

Har du erfaring med ledelse og et solidt kendskab til forskning, innovation og iværksætteri? Er du visionær og målorienteret og kan du omsætte visioner og ideer til praktisk handling? Har du lyst til at stå i spidsen for driften og udviklingen af Danmarks Innovationsfond? Så er du måske Danmarks Innovationsfonds nye direktør.  

Ansøgningsfrist: 28-05-2019

Direktør for Danmarks Innovationsfond 
I Danmarks Innovationsfond arbejder vi hver dag med at skabe de bedst mulige rammer for landets iværksættere, forskere og virksomheder, så de kan bringe Danmark fremad. Vi tilbyder et inspirerende miljø med engagerede og dygtige medarbejdere, der brænder for at gøre gode idéer til virkelighed.  

Som direktør i Danmarks Innovationsfond (Fonden) er det din primære opgave at sikre den fortsatte drift og udvikling af fonden. Som en del af regeringens Bedre Balance II flytter hovedkontoret til Aarhus i 2019. Der oprettes desuden regionale kontorer i Odense, Aalborg og København. En vigtig opgave for dig er at sikre en vellykket implementering af den nye organisering på de fire forskellige kontorer i Danmark med mange nyansatte medarbejdere. Herudover vil opgaverne bl.a. omfatte: 

  • at omsætte fondens målsætninger og strategier til konkrete resultater i tæt samarbejde med bestyrelsen
     
  • udvikle fondens strategier og programmer, målrettet Danmarks forsknings- og innovationsbehov med stor fokus på værdiskabelse
     
  • opbygning og vedligeholdelse af et bredt netværk af relevante aktører for fonden i både den offentlige og private sektor 
     
  • kommunikation i forhold til omverdenen om fondens strategier, aktiviteter og resultater, herunder formidle resultater på en let tilgængelig måde til aktører, interessenter og den brede befolkning
     
  • koordinering og samarbejde med andre offentlige og private fonde, så investeringerne for at skabe synergi styrker den samlede indsats. 

Vi forestiller os, at du:

  • har en stærk industri- og ledelseserfaring fra en forsknings- eller innovationstung organisation samt en solid akademisk baggrund, gerne Ph.d. eller dyb indsigt i forskningssystemet og forskningsforhold.
     
  • har god politisk indsigt samt forståelse og erfaring med at kunne navigere og agere aktivt og sikkert på et område med politisk bevågenhed.
     
  • har indsigt i rammerne for at være en statslig institution, f.eks. i relation til forvaltningsret, bevillingsregler, budget-vejledning, Rigsrevisionen mv.   
     
  • har erfaring fra EU eller anden international erfaring. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra at arbejde med europæiske ramme-programmer eller andre typer af internationalt forsknings- eller innovationsarbejde.
     
  • har erfaring med iværksættere / start-up virksomheder.
     
  • har og evner at udbygge et betydeligt netværk, særligt i forsknings- og innovationstunge danske virksomheder. Det er en fordel, at du har erfaring med og netværk i arbejdsgivere eller arbejdstagere organisationer. 
     
  • har erfaring med samarbejdet mellem bestyrelse og direktion. 
     
  • kan opstille forståelige mål for organisationen og omsætte disse til konkrete mål for den enkelte. 
     
  • er lyttende og dialogorienteret med fokus på et tæt samarbejde med bestyrelsen og brugerne – både offentlige og private. 
     
  • er en stærk kommunikator, både udadtil og indadtil i organisationen samt skaber samarbejde og finder løsninger, også når der opstår konflikter.  
     
  • har gode analytiske evner og kan overskue, bearbejde og prioritere store mængder af projektforslag med en god dømmekraft.   
     
  • har en god fornemmelse for projekt- og ansøger-potentiale i forhold til resultater og effekt og kan udfordre projekterne på kommende forretningsmuligheder. 

Din nye hverdag
Samlet er vi pt. ca. 60 engagerede medarbejdere i Danmarks Innovationsfond med forskellig faglig baggrund. 

Omgangstonen er uformel og ”to the point”.  

Du kommer til at arbejde med alle fondens lokaliteter og således sikre fondens aktiviteter i hele Danmark. Du skal derfor påregne en del rejseaktivitet.  

Løn og ansættelsesvilkår 
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten. Stillingen er klassificeret i løngruppe 2 (svarende til lønramme 38). Du ansættes på åremål. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Lars Rønn
executive search firmaet, Russell Reynolds Associates
e-mail lars.ronn@russellreynolds.com  

Tina Fanø
Bestyrelsesformand 
e-mail tsja@novozymes.com.  

Søg stillingen 

Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest tirsdag den 28. maj 2019.   

Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes hos Russell Reynolds Associates fra den 6. juni 2019 og anden samtalerunde den 26. juni 2019.

Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedstest. Processen bistås af et eksternt rekrutteringsbureau.   

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen.