Fjernvarme skal give grøn køling

Den københavnske virksomhed PURIX vil indtage verdensmarkedet med klimaanlæg baseret på fjernvarme, som kan give både billigere og grønnere køling.

Energiforbruget til køling i Danmark og EU er stigende og forventes at vokse med 70 % inden 2030. Der bliver årligt solgt 140 mio. anlæg verden over, og hovedparten af dem (ca. 80 %) er små anlæg, der uden undtagelse anvender elektricitet og teknologi med miljøskadelige kølemidler som energikilde. Det vil danske PURIX nu lave om på. De er nemlig ved at udvikle et grønt fjernkøleanlæg, der anvender vand som energikilde stedet for elektricitet.

- Fjernvarme er en billig og ren energikilde, og det er oplagt at bruge energiformen til mere end varme. Vores teknologi i kombination med naturlige kølemidler vil resultere i klima- og køleanlæg baseret på grøn energi, siger Lars Munkøe, direktør i PURIX ApS.

Investering skal få fjernkøling ud til forbrugerne

PURIX har netop modtaget en InnoBooster-investering på 500.000 kr., som skal bruges på at opsætte en pilotserie af instant fjernkøling hos en række mindre forbrugere i 2018.

- Vi er begejstrede over opbakningen og investeringen fra Innovationsfonden til at introducere en grøn og konkurrencedygtig produkttype til et hurtigt voksende marked, der i dag ikke har reel mulighed for at vælge et grønt produkt, der anvender naturlige kølemidler, siger Lars Munkøe.

Der er stort eksportpotentiale for PURIX’s grønne fjernkøling. Et studie omfattet af flere fjernvarmeselskaber i Danmark viser nemlig, at køling baseret på fjernvarme kan reducere CO2-udledningen med op til 70 % og mere end halvere prisen på køling sammenlignet med traditionelle køleanlæg.

Plug&Play fjernkøling. Chiller (grøn) forsynes med fjernvarme (rød), som producerer kølevand (blå) til køleflader i bygning.

PURIX
Investering
  • Program: InnoBooster 
  • Fondens investering: 500.000 kr.
Grøn køling

PURIX's grønne køleanlæg hjælper til miljø- og klimabesparelser og sikrer et sundt og komfortabelt indeklima.

PURIX anvender absorptionsteknologi til at omdanne varme til kulde ved f.eks. fjernvarme, solvarme eller varmt vand. 

Absorptionskøling er en unik og praktisk mulighed for at erstatte elektricitet med grøn og billig fjernvarme, spildvarme eller centralvarme til køling.