Danmarkskort

Fonden går på jagt efter flere ansøgninger fra innovative SMV’er

Innovationsfonden har igangsat en målrettet indsats for at få endnu flere af landets små- og mellemstore virksomheder med innovative udviklingsprojekter til at gribe ud efter muligheden for investeringer fra Innovationsfonden. Indsatsen intensiveres i efteråret over hele landet. 

277 danske SMV’er i størrelsesordenen 20-249 ansatte har fra 2016 til 2018 ansøgt om en investering fra Innovationsfondens InnoBooster-program, der giver tilskud til innovative udviklingsprojekter. Men potentialet er meget større, mener Innovationsfonden, som nu iværksætter en særlig indsats for at gøre landets SMV’er opmærksomme på muligheden for at tiltrække investeringer fra fonden.

- Vi oplever, at der er rigtig mange gode projekter hos landets små- og mellemstore virksomheder, og de har flotte succesrater i vores InnoBooster-program. Men de opsøger ikke selv information om programmet i samme grad som nystartede virksomheder. Vi tror, at vi kan finansiere endnu flere spændende innovationsprojekter med stort vækstpotentiale, hvis flere af SMV’er kender til fondens tilbud. Derfor har vi igangsat et initiativ, som vi kalder ’SMV-push’. Et initiativ, som også bl.a. landets erhvervshuse støtter op om, forklarer Søren Jensen, der er Senior Programrådgiver i Innovationsfonden.

I samarbejde med bl.a. Erhvervshusene, Vækstfonden og flere andre offentlige og private partnere afholder eller deltager Innovationsfonden i en række arrangementer i efteråret, hvor SMV’er inviteres ind for at få viden om fondens søgemuligheder.

I Midtjylland tager fonden eksempelvis på et såkaldt InnoBooster-roadshow fra september til november med arrangementer i henholdsvis Herning, Viborg, Horsens, Randers og Holstebro (Læs mere og tilmeld dig her), ligesom fonden deltager med en stand på Danmarks største industrimesse, Herningmessen, fra den 1.-3. oktober.

Arrangementer i de øvrige landsdele vil løbende blive offentliggjort på Innovationsfondens hjemmeside under ’Kommende Arrangementer’.

Bliv klædt på til at udnytte digitaliseringen

Over seks uger i september og oktober tager Innovationsfonden derudover med blandt andre Google på tur til 10 danske provinsbyer fordelt over hele Danmark, hvor virksomheder i et mobilt uddannelseslokale kan deltage i gratis kurser i digitale discipliner og få viden om bl.a. Innovationsfondens søgemuligheder Læs mere og tilmeld dig her.

Turen skydes i gang med et lanceringsarrangement mandag d. 2. september kl. 9.00-13.00 i Horsens, hvor man kan møde nogle af Danmarks førende digitale eksperter og inspirerende virksomhedscases og blive klædt på til at gøre digitaliseringen til en konkurrencemæssig fordel Læs mere og tilmeld dig her.

 

Fakta
Innovationsfondens InnoBooster-program

Innovationsfondens InnoBooster-program giver tilskud til startups og SMV’er, der står med et udviklingsprojekt, men mangler penge, den nødvendige viden eller teknologi til at komme videre.

Det kan være virksomheder, som har en idé til et nyt produkt, en ny service eller forbedring af en proces, der øger virksomhedens konkurrenceevne og skaber vækst.

Det kan være idéer, som kræver, at virksomheden får tilført ny viden udefra, f.eks. gennem et samarbejde med en vidensinstitution, et privat udviklingshus eller ved at ansætte en ny medarbejder med særlige kompetencer, for at de kan blive til virkelighed.

Læs mere her