Jens Maaløe

Grand Solutions-kvaliteten skudt i vejret

Årets første Grand Solutions ansøgninger er i hus – og med sig bringer de nytænkning og konkrete løsninger på virkelighedens problemer.

Af Jens Maaløe, formand for Innovationsfonden

Foråret begynder at spire, og i fonden bliver 204 ansøgninger til de første tematiske opslag netop nu grundigt fagligt evalueret. Det generelle billede er, at der er mange velkvalificerede projekter.

I forhold til sidste år er det faglige niveau steget, og de partnerskaber, der går sammen, bliver stadig mere kompetent sammensat og internationale i deres afsæt. Samtidig er der en stærkere involvering af projekternes aftagere. For eksempel forsyningsselskaber og myndigheder, der har direkte engageret sig i projektansøgninger inden for miljø.

Andre tendenser i ansøgningerne inkluderer:

  • Generelt er der tale om forskning af høj kvalitet. Med en god forståelse for forskningens vigtige rolle i kobling af samfundsudfordringer og solide løsninger.
  • I stort set alle industrier og sektorer er der fokus på smart anvendelse af store datamængder og kunstig intelligens/machine learning.
  • Flere projekter om plante- og dyreforædling, det humane mikrobiom og projekter, der har som mål at levere sundheds- eller arbejdsmiljøanbefalinger.
  • Nye innovative forslag til forbedring af behandlingsforløb i sundhedssektoren og fokus på korrekt databehandling.
  • Konkrete projektforslag sætter energilagring i centrum for den grønne omstilling.

Der er fortsat et potentiale for, at ansøgere bliver skarpere på de reelle barrierer, de skal håndtere i løbet af projektet. Et realistisk billede af udfordringer øger sandsynligheden for, at projekterne i sidste ende lykkes med at løse konkrete behov og skabe værdi for Danmark.

I uge 15 bliver udvalgte ansøgere inviteret til interview med supplerende international peer review i uge 18-20. I uge 23 får ansøgerne den endelige besked fra bestyrelsen på deres ansøgning. Når investeringskontrakten og eventuelle betingelser er faldet på plads, kan projekterne forventeligt starte i det tidlige efterår.

Grant Solutions opslag
Tematiske opslag forår 2018
Åben sektion, Tematiske opslag forår 2018
  • Ansøgninger: 204
    • Grøn Vækst: 79 (ansøgt beløb: 1,1 mia. kr.)
    • Bedre Sundhed og Klinisk Forskning: 55 (ansøgt beløb: 0,75 mia. kr.)
    • Nye Teknologiske Muligheder: 70 (ansøgt beløb: 1,0 mia. kr.)
  • Ansøgt beløb IFD: 3 mia. kr.
  • Økonomisk ramme: 495 mio. kr.
Grand Solutions 2017
Åben sektion, Grand Solutions 2017
  • Indsendte ansøgninger: 167
  • Samlet ansøgt beløb: 2,4 mio. kr.
  • Økonomisk ramme: 518 mio. kr.
Opslag sommer 2018
Åben sektion, Opslag sommer 2018

Tre nye opslag er klar til årets næste ansøgningsrunde. Deadline for indsendelse af ansøgninger er den 14. august kl. 12:00.