Henrik Jørgen Andersen er nyt medlem af Innovationsfondens bestyrelse

Uddannelses- og forskningsministeren har udpeget Henrik Jørgen Andersen, Senior Executive R&D Advisor hos Arla Foods Ingredients P/S som nyt medlem af Innovationsfondens bestyrelse. Henrik Jørgen Andersen skal særligt dække fødevareområdet i bestyrelsen.

Henrik Jørgen Andersen tiltræder i bestyrelsen den 1. december 2019 og udpeges for en treårig periode. Med Henrik Jørgen Andersens tiltrædelse får bestyrelsen tilført både viden og erfaring med forskning, teknologiudvikling og innovation inden for fødevareområdet. Derudover har Henrik Jørgen Andersen et stort netværk i både offentlige og private forskningsmiljøer.

Der er ved udpegningen lagt vægt på, at kandidaterne har viden og erfaring med grøn forskning og omstilling, eftersom Innovationsfonden spiller en afgørende rolle med at udmønte aftalen om forskningsreserven for 2020, hvor alle danske partier er gået sammen om at afsatte 1,5 mia. kr. til grøn forskning og omstilling. Henrik Jørgen Andersen vurderes at være en oplagt kandidat i kraft af hans konkrete erfaringer med forskning og teknologiudvikling inden for grøn fødevareproduktion i regi af Arla Foods.

Innovationsfonden uddeler hvert år midler til udvikling af viden og teknologi, der skal styrke forskning og innovative løsninger. Medlemmerne i bestyrelsen udpeges for en periode på tre år med mulighed for genudpegning en gang. Medlemmerne udpeges i kraft af deres personlige egenskaber og repræsenter således ikke særinteresser eller enkelte organisationer.