Roskilde Festival ill

Innovatører tester deres idéer på Roskilde Festival

Når Roskilde Festival inden længe løber af stablen kan festivalgæsterne lave mad i et solkøkken, sætte tænderne i insektbøffer, dyste med vennerne i fysisk Esport og teste ny robotteknologi. Roskilde Festival og Innovationsfonden giver for tredje år i træk en stribe virksomheder mulighed for at videreudvikle deres innovative idéer ved at bruge festivalen som et gigantisk testlaboratorium.

Fire virksomheder skal i år teste deres idéer og produkter på de 130.000 gæster, der inden længe indtager Danmarks midlertidigt fjerdestørste by, Roskilde Festival.

Det er tredje år i træk, at Roskilde Festival og Innovationsfonden etablerer et Living Lab, der giver iværksættere fra Innovationsfondens projektportefølje en unik mulighed for at teste deres innovative idéer af på festivalens gæster. Det sker som led i en fælles ambition om at styrke iværksætteri og innovation i Danmark.

- Når ugen er ovre, har virksomhederne prøvet deres produkt af på en bred vifte af mennesker og står med vigtig viden om, hvordan deres koncept og produkt fungerer i praksis, og hvad der skal til for at bryde igennem på markedet. Vi ved, at det kan bidrage til produkternes levedygtighed, booste virksomhederne og bringe dem tættere på målet om at løse konkrete samfundsudfordringer, siger Hanne Harmsen, vicedirektør i Innovationsfonden.

- Vi glade for at kunne stille Roskilde Festival til rådighed som platform for innovation i dansk erhvervsliv. Som en almennyttig organisation er det naturligt for os at investere tid og ressourcer også i denne type vækstlag. Roskilde Festival er indbegrebet af samskabelse og nyskabelse, og vi glæder os til at byde virksomhederne velkommen, siger Hans Christian Nielsen, divisionschef i Roskilde Festival.

 

Innovationsprojekter på Roskilde Festival 2019:

Lav mad med solkraft
Virksomheden Heliac har udviklet et solkomfur med navnet Solar Cooker, der gør det muligt at tilberede et måltid mad med solens stråler. Produktet kan være til stor gavn i udviklingslande, hvor tre mia. mennesker hver dag laver mad over åben ild, hvilket har negative konsekvenser for både klimaet og folks helbred.

Gæsterne til Roskilde Festival kan tilberede pandekager, popcorn eller medbragt mad på Heliacs solkomfur på to bålpladser i Clean Out Loud-området.

- Vi har testet vores solkomfur i fire udviklingslande og har på den baggrund lavet videreudviklinger. Roskilde Festival som Living Lab er en chance for at teste vores forbedrede produkt og dets brugervenlighed i stor skala. Vi har en klar formodning om, at mange af de unge festivalgæster interesserer sig for miljøet og gerne vil hjælpe os med at gøre en forskel i udviklingslande, siger projektleder Akiko Ishibashi.

Læs mere om Heliac på Roskilde Festival

Solar Cooker Heliac Roskilde

 

Spis insektbøffer
Insekter som erstatning for kød kan måske være en af løsningerne på klimakrisen. Men hvordan overbeviser man danskerne om, at de fremover skal bytte oksebøffen ud med en insektbøf?

Det er et af de spørgsmål, som iværksættervirksomheden Wholi Foods vil finde svar på, når de tester deres insektbaserede kødalternativ på gæsterne til Roskilde Festival.

- Vi vil teste festivalgæsternes umiddelbare reaktioner på vores insektbøf og høre, hvad de synes om smag, tekstur osv. Vi betragter det også som en mulighed for at lave en slags co-creation, hvor gæsterne kan komme med deres input til, hvad produktet skal hedde, og hvordan det skal præsenteres for at være mest attraktivt, siger Jessica Buhl-Nielsen fra Wholi Foods.

Wholi Foods besøger forskellige områder på festivalpladsen med et cykelkøkken og inviterer gæsterne til at smage på Manna, som bliver tilberedt på stedet.  Der udover vil Wholi Foods bl.a. også levere Manna til restauranten Haché Burger, som sætter en insektburger på menuen i deres bod til Roskilde Festival.

Læs mere om Wholi Foods på Roskilde Festival

Insektburger Wholi Foods Roskilde

 

Dyst med vennerne i ’fysisk Esport’
Unges begejstring for digitale spiluniverser behøver ikke være lig med inaktivitet bag skærmen. Det vil de unge iværksættere bag virksomheden JABII bevise. De har udviklet et spil, som kombinerer fysisk aktivitet med digitale elementer via en app og en slags avanceret teleskop-boksehandske.

På Roskilde Festival får gæsterne mulighed for at prøve JABII’s fysiske Esport-spil på egen krop i venskabelige tomandsboksekampe på festivalens Game-område. 

- Vi vil observere kampene og spørge direkte til deltagernes brugeroplevelse. For eksempel vil vi undersøge, hvor let folk har ved at forstå, hvordan man spiller spillet, hvor godt de nuværende spilleregler fungerer og hvordan brugerne tager imod forskellige ’game modes’. Den viden skal vi bruge til at færdigudvikle vores produkt, inden vi lancerer det ved udgangen af året, forklarer Kristoffer Greve Nielsen, PR- og kommunikationsansvarlig hos JABII.

Læs mere om JABII på Roskilde Festival her

JABII Roskilde Festival

 

Test af robotteknologi
Teknologien udvikler sig hastigt, og i fremtiden kan din nærmeste arbejdskollega potentielt være en robot.

Det danske robotfirma MRN har udviklet en ny sensorbaseret sikkerhedsløsning for samarbejdende robotter, som gør det muligt at robotter og mennesker kan løse opgaver i fællesskab. Og den løsning vil de involvere de frivillige på Roskilde Festival i at teste og videreudvikle. For hvem er bedre til at teste fremtidens robotteknologi end de unge mennesker, der kommer til at udgøre fremtidens arbejdsstyrke?

I MRN’s nye sikkerhedsløsning kan scanneren køre op og ned og følge robotten og kan eksempelvis helt konkret benyttes på robotter i pakkerier. Hvis der for eksempel er en kasse, der kommer til at stå lidt skævt, kan medarbejdere gå ind og rette kassen uden at slukke robotten. Den stopper automatisk, hvis en person kommer for tæt på, og når personen igen er ude af sikkerhedsområdet, starter robotten igen af sig selv.

- Vi ser flere muligheder i at bruge Roskilde Festival som testlaboratorium – især fordi vi her primært har med unge, kreative og fremtidsorienterede mennesker at gøre. For det første vil vi gerne have deres hjælp til at teste, om man på nogen måde kan snyde vores sensorsystemet. Det er unge kreative hjerner nok de allerbedste til at udfordre. Desuden vil vi meget gerne høre, hvilke idéer de kunne have til andre måder at anvende teknologien på. I princippet kan vores sensorløsning jo bruges til hvad som helst, siger Mogens Rosenvang, direktør hos MRN A/S. 

Læs mere om MRN på Roskilde Festival

MRN Roskilde Festival