Investorsyndikat skyder 120 mio. i dansk biotekvirksomhed

Investorkreds har blikket skarpt rettet med InnoBooster-investering, som har udviklet en ny og unik behandling af slimhindelidelser. Med sig har de en betragtelig sum penge.

Dermtreat har udviklet et plaster – Rivelin® – der hæfter til en slimhindeoverflade (f.eks. i mundhulen). Dette giver mulighed for en effektiv behandling af bl.a. smertefulde slimhindelidelser, hvortil der i dag ikke findes en godkendt behandling.

Ved at tilføje et lægemiddel i plastret sikrer Rivelin®, at lægemidlet ved en længerevarende og direkte kontakt effektivt behandler det syge område. Rivelin® forhindrer samtidig, at lægemidlet ikke hurtigt skylles væk i det våde miljø – hvorved patienten undgår overdosering og utilsigtede bivirkninger.

Dermtreat har igennem de seneste to-tre år succesfuldt bragt Rivelin® igennem den præ-kliniske fase finansieret af Fonden for Syddansk Vækstfremme (Welfare Tech Invest) og en kreds af private investorer. Selskabet er også blevet tildelt det maksimale beløb under Innovationsfondens InnoBooster-program.

Dermtreat vil anvende den nye kapital til klinisk fase II-studier af Rivelin®’s første produktkandidat, som er målrettet behandlingen af den inflammatoriske sygdom i mundhulen Oral Lichen Planus – en kronisk og smertefuld lidelse, der rammer ca. 1,2 % af verdens befolkning, og hvortil der i dag ikke findes en godkendt behandling.

Midlerne vil også blive anvendt til at udvikle yderligere produkter baseret på Rivelin®-teknologien målrettet andre sygdomme og behandlingsområder.

- Vi har fulgt Dermtreat og holdet bag over en længere periode og er imponerede over den nyskabende teknologi og over ledelsens effektive eksekvering af at bringe produktet igennem den præ-kliniske fase. Dette er en sjælden mulighed, da Rivelin®-teknologien er målrettet et stort og udækket behandlingsområde og giver mulighed for at imødekomme en bred vifte af medicinske behov – hvilket også er bekræftet af førende eksperter indenfor dermatologi og oral medicin, siger Lars Ekman, Executive Partner i Sofinnova Ventures.

Lars Ekman indtræder i selskabets bestyrelse på linie med Stephan Christgau, Partner i Novo Seeds, og Christian Elling, Managing Partner i Lundbeckfonden Emerge.

- Vi er stolte over at have tiltrukket denne meget stærke investorkreds. Dermtreat har potentialet til at gøre en markant forskel for mennesker med slimhindelidelser, hvis livskvalitet er væsentlig påvirket, uden at der i dag kan tilbydes en effektiv behandling, siger Jens Hansen, medstifter af og CEOfor Dermtreat.

- Vi sætter også stor pris på den stærke interesse og støtte, vi har modtaget fra det akademiske miljø indenfor dermatologi og oral medicin – herunder vores gode samarbejde med bl.a. University of Sheffield (UK), Universitetet i München og i København, samt Carolinas HealthCare System i North Carolina, US.

Investorkredsen
Om investorerne
Åben sektion, Om investorerne
  • Investorkredsen består af det amerikanske førende ventureselskab Sofinnova Ventures, Novo Seeds og Lundbeckfonden Emerge.
  • Selskabets eksisterende aktionærer har ligeledes deltaget i finansieringen.
Kontakt
Åben sektion, Kontakt

Jens Hansen, Ph.D. og CEO, Dermtreat ApS
Tlf.: 4050 5597, mail: jh@rivelin.eu

Pernille Rype, Kommunikationschef, Innovationsfonden
Tlf.: 6190 5060, mail: pernille.rype@innofond.dk