IT-coordinating officer søges til Innovationsfonden

Har du en bred forståelse for IT? Og kan du skabe de bedste resultater i stærkt samarbejde med  Innovationsfondens system- og IT-leverandører samt fondens faglige medarbejdere? Så er du måske vores nye IT-coordinating officer.

Vi skaber vækst og arbejdspladser gennem viden

I Innovationsfonden arbejder vi hver dag med at skabe de bedst mulige rammer for landets iværksættere, forskere og virksomheder, så de kan bringe Danmark fremad. Vi tilbyder et inspirerende miljø med engagerede og dygtige kollegaer, der brænder for at gøre gode idéer til virkelighed.

Målrettet IT-coordinating officer med styr på teknikken og flair for samarbejde og udvikling

Som IT-coordinating officer bliver du en del af fondens nye økonomi- og administrationsenheden. Du bliver central for opbygningen af enheden med gode muligheder for at sætte din faglighed i spil i forhold til opgaveløsning, organisering og samarbejde. Du får ansvar for udviklings- og driftsopgaver i relation til fondens tilskudsadministrative system E-grant, og du skal gennem både omfattende teknisk indsigt og grundlæggende forståelse for fondens processer og behov, sikre at systemet understøtter arbejdsprocesserne i fonden på den mest effektive måde. Du kan læse mere om E-grant her.

Du får også ansvaret for fondens IT i øvrigt, herunder IT-sikkerhed, input til fondens GDPR-indsats, opdateringer og funktionalitet. Opgaverne løser du i samarbejde med fondens medarbejdere, Statens IT og Uddannelses- og Forskningsministeriets IT-afdeling.

Endelig kommer du, sammen med en række af dine kollegaer, til at arbejde med udvikling af fondens data- og statistikindsats. Dine kerneopgaver bliver følgende: 

  • vedligeholdelse og udvikling af fondens tilskudsadministrative system E-grant 
  • teknisk support i forbindelse med tilskudsadministration 
  • udvikling af systemartefakter 
  • IT-sikkerhed 
  • vedligeholdelse og udvikling af statistik og data. 

Er du vores nye kollega?

Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse inden for IT eller beslægtede områder, og at du har erfaring fra en lignende stilling og betydelig indsigt i de opgaver, der ligger i en stilling af denne type. Du har indblik i de vilkår, som gælder for statslige organisationer og har lyst til at indgå i samarbejde med andre offentlige aktører på IT-området.

Du bliver en del af et stærkt engageret miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt, og hvor vi forventer, at du har:

  • teknisk indblik som kan matche systemleverandører m.fl. 
  • erfaring med brug af Excel Power BI og SQL 
  • erfaring med IT-projektledelse og god forretningsforståelse 
  • flair for effektive processer og evne til både at udvikle og implementere både i system og organisation 
  • gode samarbejdsevner og særligt flair for at sikre sammenhæng mellem IT-løsninger og processuelle behov 
  • god til at prioritere din tid og arbejde systematisk med dine opgaver
Søg stillingen
Ansøgningsdeadline: fredag den 21. december 2018 kl. 12.00

Vi skal have din ansøgning senest fredag den 21. december 2018 kl. 12.00.

Søg stillingen her

Vi forventer at holde to samtalerunder i januar. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedstest.

Innovationsfonden ønsker at fremme ligestilling i alle dens aspekter. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn eller alder til at søge stillingen.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes i Innovationsfonden efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomichef Anne Katrine Bertelsen på telefonnummer 6190 5084 eller på e-mail anne.katrine.tholstrup.bertelsen@innofond.dk.

Din nye hverdag

I forbindelse med Regeringens Bedre Balance II flytter Innovationsfondens hovedkontor til Aarhus med regional tilstedeværelse i Aalborg, Odense og København. Arbejdsstedet for denne stilling er placeret centralt i Aarhus, men du må regne med en del transport til København i løbet af de første måneder, indtil kontoret i Aarhus er helt på plads.

Samlet er vi pt. ca. 50 engagerede medarbejdere i Innovationsfonden med forskellig faglig baggrund. Omgangstonen er uformel og ”to the point”.