Masser af dansk innovation

Innovationsfonden oplever en stigende interesse for at starte nye strategiske forskningsprojekter i Danmark. Alene i 2018 er Innovationsfonden blevet søgt om 5 mia. kr. til fondens investeringsprogram Grand Solutions.

Fonden har modtaget ansøgninger til 376 strategiske forskningsprojekter, hvilket er en stigning på 27 % procent i forhold til sidste år.

Tallene for nye projektansøgninger til Innovationsfonden peger på en interesse for at starte nye strategiske forsknings- og udviklingsaktiviteter i Danmark.

- Det er positivt, at vi oplever denne efterspørgsel efter at starte ny forskning og udvikling sammen med Innovationsfonden. Vi har brug for nye løsninger på de mange samfundsudfordringer, vi står overfor, så vi kan fortsætte udviklingen af et velfungerende dansk samfund, fortæller bestyrelsesformand i Innovationsfonden, Jens Maaløe.

Jens Maaløe fortsætter:

- Forudsætningen for at skabe nye løsninger er, at både virkelysten og de rette idéer er til stede, og det må vi sige er tilfældet. Vi ser i Innovationsfonden frem til at arbejde for at forløse innovationspotentialet så godt som muligt.

Den store interesse for at skabe udvikling i samarbejde med Innovationsfonden gør naturligt, at konkurrencen mellem ansøgerne bliver hård.

Særligt populær er forskningstemaet Nye Teknologiske Muligheder. Temaet understøtter Danmarks udvikling inden for områder som produktionsteknologi, IT og cybersikkerhed og har haft to ansøgningsfrister i 2018. I den aktuelle runde med frist den 14. august 2018 rækker fondens midler til under 7 % procent af det samlede ansøgte beløb.

Et andet tema med stor efterspørgsel er fremtidens samfund. Temaet skal understøtte nye innovative løsninger på bl.a. det sociale område i det danske samfund. Innovationsfonden har modtaget 34 projektforslag til dette tema, der har et budget på 30 mio. kr. Her rækker fondens midler til 9 % procent af det samlede beløb, som fonden ansøges om.

Grand Solutions
Fakta
Kontakt

Thomas Bjerre, Presse- og mediechef, Innovationsfonden
Tlf.: 6190 5019, mail: thomas.bjerre@innofond.dk