Programrådgiver til dagligt ansvar for InnoExplorer til nyt hovedkontor i Aarhus

Synes du, at det er spændende og vigtigt at bringe forskningen ud af universitetet? Har du lyst til at arbejde med InnoExplorer, som er fondens nye ordning, til at modne og teste forskning med henblik på kommercialisering? Har du mod på tæt interaktion med forskningsmiljøer og dagligt ansvar for den konkrete forvaltning af ordningen? Så er du måske vores nye kollega i Innovationsfonden.

Vi skaber vækst og arbejdspladser gennem viden

I Innovationsfonden arbejder vi hver dag med at skabe de bedst mulige rammer for landets iværksættere, forskere og virksomheder, så de kan bringe Danmark fremad. Vi tilbyder et inspirerende miljø med engagerede og dygtige kollegaer, der brænder for at gøre gode idéer til virkelighed.

Programrådgiver, der brænder for at kommercialisere forskning

Som vores nye programrådgiver bliver du en del af det team, der udmønter erhvervsforskerordningerne. Efter en grundig oplæring får du det daglige ansvar for InnoExplorer, som lanceres i 2019, og som er udviklet i samarbejde med universiteterne. Ordningen har til formål at investere i lovende forskningsresultater med henblik på en detaljeret undersøgelse af mulighederne for, at disse kan kommercialiseres. I arbejdet får du mulighed for at arbejde med mange forskellige opgaver, der hører med til området, som forskning, innovation, faglig udvikling, forvaltning, administration og kommunikation. Du vil komme til at arbejde i et team, som styrer ordninger, der primært udmøntes til universiteterne, og du skal indgå i tæt samarbejde med fondens øvrige medarbejdere.

Dine opgaver vil som udgangspunkt være at:

  • sikre implementeringen og løbende tilpasning af ordningen i indkøringsfasen
  • bidrage til områdets kommunikationsindsats og dialog med forskningsinstitutioner
  • udvikle ordningerne videre i dialog med fondens ledelse og eksterne interessenter og ansøgere
  • deltage i ansøgningsbehandlingen
  • deltage i panelmøder, hvor ansøgningerne prioriteres
  • sagsbehandle konkrete bevillingssager i samarbejde med administrationen
  • medvirke til at vedligeholde datagrundlag og levere og opdatere statistik om området
  • udarbejde materiale til ledelse, bestyrelse, ministerier og interessenter efter behov
  • holde oplæg på universiteter, hospitaler og professionshøjskolerne ude i landet om ordningerne og diskutere muligheder med potentielle ansøgere og vejledere
  • vejlede potentielle ansøgere og bevillingshavere telefonisk og skriftligt

Er du vores nye kollega?

Du har en relevant akademisk uddannelse, betydelig erfaring med iværksætteri og indsigt i forskning og kommercialisering. Du interesserer dig for, hvad der på overordnet niveau sker inden for vidensbaseret innovation. Via din erfaring og dit netværk evner du at kommunikere i øjenhøjde med forskere og forskningsinstitutioner, og du har lyst til at indgå i områdets drift og kommunikationsindsats.

Mere konkret forestiller vi os, at du:

  • har erfaring med iværksætteri, forskning og kommercialisering
  • evner at samarbejde med mange forskellige typer af interessenter
  • har interesse for offentlig forvaltning og administration
  • har et højt niveau af skriftlig og mundtlig kommunikation på dansk og engelsk
  • er ansvarsfuld, struktureret og effektiv
Søg stillingen
Ansøgningsdeadline: fredag den 21. december 2018 kl. 12.00

Din ansøgning, cv og eksamenspapirer skal være uploadet senest fredag den 21. december 2018, kl. 12:00.   

Søg stillingen her

Vi forventer at holde to samtalerunder i løbet af januar. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedstest. Processen bistås af et eksternt rekrutteringsbureau.

Innovationsfonden ønsker at fremme ligestilling i alle dens aspekter. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn eller alder til at søge stillingen.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes i Innovationsfonden efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Hanne Harmsen på 6190 5009 eller på mail hanne.harmsen@innofond.dk.

Din nye hverdag

Du kommer til at arbejde i Innovationsfondens nye kontor centralt beliggende i Århus. Den øvrige del af teamet arbejder frem til medio 2019 fra Innovationsfondens nuværende hovedkontor i København, hvorfor du i den første periode forventes at være i København omkring en dag om ugen (Innovationsfonden afholder omkostningerne). Du vil i denne periode blive grundigt oplært til gradvis at overtage det daglige ansvar for ordningen. Reference er til vicedirektør Hanne Harmsen.

Du bliver en del af det team, der arbejder med erhvervsforskerordningerne. Vi samarbejder og er i tæt dialog om vores opgaver og projekter, og vi koordinerer vores arbejde med fondens øvrige medarbejdere. En del af vores arbejde er struktureret omkring ansøgningsrunder og derfor varierer arbejdsmængden og karakteren af arbejdet henover året. Du bliver en del af et dynamisk miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt.

Samlet er vi ca. 55 engagerede medarbejdere i Innovationsfonden med forskellig faglig baggrund. Omgangstonen er uformel og ”to the point”.