""

Stamceller skal give mænd potensen tilbage

Stamceller fra fedtvæv skal genskabe nerver og blodkar hos impotente samt danne nye lymfekar hos kvinder med bivirkninger efter behandling af brystkræft.

Pressemeddelelse den 17. december 2017 kl. 08:00

Kræftoperationer og -behandling forårsager ofte skader og senfølger på nerver og kar. For eksempel efterlades mænd, som er opereret for prostatakræft, med impotens, og kvinder, opereret for brystkræft, med lymfødem, der er en generende og ofte invaliderende hævelse af armen. Alene i Danmark repræsenterer disse patientgrupper mange tusinde mennesker.

Et 5-årigt projekt, der udgår fra Odense Universitetshospital (OUH) og Syddansk Universitet (SDU), skal nu undersøge, hvordan friskisolerede stamceller fra patienternes eget fedtvæv kan give mænd potensen igen, behandle lymfødem og fremstille helt nye blodkar.

- Vi har meget lovende resultater fra fase 1 kliniske studier af 21 mænd, hvoraf 53 % fik potensen tilbage og 10 kvinder, som alle fik reduceret deres lymfødem symptomer signifikant. Nu tager vi skridtet videre med to større kliniske fase 2 undersøgelser, hvilket er nødvendigt, hvis metoden skal kunne tilbydes som standardbehandling. Hvis behandlingen er så effektiv, som de første studier tyder på, vil det betyde langt bedre livskvalitet for den enkelte patient. Samtidig kan det reducere indlæggelser og spare patienterne for medicinering med uvirksomt medicin, siger overlæge og professor Søren P. Sheikh, OUH’s Center for Regenerativ Medicin.

Det unikke ved metoden er, at behandlingen kan laves på en enkelt dag, hvor patienterne får lavet en fedtsugning, hvorefter stamcellerne isoleres og gives tilbage til patienterne med det samme. 

I projektet undersøges også, hvordan man kan dyrke de friskisolerede fedtceller direkte på forskellige typer af karproteser. Med det håber forskerne, at man på et senere tidspunkt også kan blive i stand til at erstatte dårlige eller manglende blodkar.

Kroppens eget apotek
Stamcelleterapi har været anvendt siden slut 60’erne bl.a. i form af knoglemarvstransplantationer. At høste stamceller fra knoglemarv kræver et par dages indlæggelse eller behandling med medicin, så hvis klinikkerne i stedet kan danne stamceller ud fra fedtvæv vil det være langt mere skånsomt for patienten. Stamceller kan danne nye blodkarceller, nerveceller og knogleceller og bliver derfor kaldt for ’kroppens eget apotek’, fordi de medbringer en lang række stoffer som bl.a. vækstfaktorer, der har regenerative og vævsbeskyttende effekter.

Det er forskernes hypotese, at disse effekter genetablerede rejsningsevnen ved at danne nye blodkarceller hos de testede mænd og nye lymfekar hos de kvinder, der har medvirket i projektet.

Ved at udføre fase 2 undersøgelser, hvor kun halvdelen af patienterne får stamceller, mens den anden halvdel får placebo (saltvand), mener forskerne at kunne finde frem til, hvor godt stamcellerne virker og løfte sløret for hvilke virkningsmekanismer, der er på spil. På længere sigt kan en sådan viden sandsynligvis udnyttes til behandling af en række kroniske sygdomme med stamceller. Yderligere vil forskerne arbejde på at forbedre metoderne til selve stamcelleisoleringen. 

OM PROJEKTET
Investering

Grand Solutions

Fondens investering: 25 mio. kr. 

Samlet budget: 47,7 mio. kr. 

Varighed: 5 år 

Officiel titel: CVR

Fakta
  • Ca. 50 % af mænd mellem 40 og 70 år lider af en grad af impotens, og for en stor del af dem har medicinen ingen virkning.
     
  • Lymfødem er en hævelse, der opstår, når lymfevæsken ikke drænes væk fra vævet grundet beskadigede lymfekar.
     
  • Lymfødem er en af de hyppigste bivirkninger efter brystkræftoperationer.
     
  • I Danmark får ca. 1200 kvinder lymfødem hvert år.
     
  • Lymfødem giver en fornemmelse af træthed, tyngde, reduceret bevægelighed og vanskeligheder med at udføre dagligdags aktiviteter.
     
  • Både impotens og lymfødem kan være årsag til nedsat selvværd og negative følelser omkring patienternes kropsbevidsthed.
Samfundspotentiale
  • Alene i Danmark vil ca. 4-5000 patienter med kar-relateret sygdomme kunne få glæde af et blodkar lavet i laboratoriet og baseret på patientens egne stamceller.
     
  • På verdensplan vil millioner af mænd kunne gavne af stamcellebehandlingen.
     
  • Potentiale til at behandle eftervirkninger af andre patientgrupper, f.eks. til sårheling og slidgigt.
     
  • Besparelser på sygehusene pga. færre indlæggelsesdage.
Kontakt 

Odense Universitetshospital, Center for Regenerativ Medicin, prof. dr. med og ledende overlæge Søren P. Sheikh 
Tlf. 2138 0410 

Syddansk Universitet, Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi, seniorforsker Ditte Caroline Andersen
Tlf: 6011 3975

Pressekontakt

Thomas Bjerre, Presse- og mediechef, Innovationsfonden
Tlf. 6190 5019, mail: thomas.bjerre@innofond.dk