purplast

Udviklingsprojekt baner vej for genanvendelse af udbredt plasttype

I et stort dansk projekt om plastgenanvendelse af plast er det lykkedes forskere at nedbryde såkaldt PUR-plast - der findes i mange hverdagsprodukter - til dets oprindelige byggesten. Det er et vigtigt skridt på vejen mod øget genanvendelse af den udbredte plasttype, som vil være til gavn for både industrien og den grønne omstilling. Projektet RePURpose har fået investering gennem Innovationsfondens program Grand Solutions.

Der produceres omtrent 20 millioner tons polyurethan (PUR) på globalt plan og plasttypen indgår i en lang række forskellige komponenter til eksempelvis fly, vindmøller, rumindustrien, isolationsmaterialer, sko, madrasser og møbler. Polyurethan er derfor en plasttype, som er enormt integreret i vores hverdag. Derfor er det nødvendigt at finde en teknologi, der kan genanvende PUR-plast vurderer Anders T. Lindhardt (ph.d.), som er seniorspecialist ved Teknologisk Institut og projektleder på forsknings- og Innovationsprojektet, RePURpose, som Innovationsfonden har investeret 11 mio. kr. i.

- De metoder, som vi i dag har til rådighed til at genanvende plast kan ikke avendes for Polyurethan. Vi er derfor nødt til at udvikle en andre nye metoder for at kunne genanvende polyurethan. Og det er lige præcis, hvad vi har kastet os ud i, siger Anders T. Lindhardt, Teknologisk Institut.

Der findes mange forskellige typer af plast, som overordnet inddeles i kategorierne: Termoplast og hærdeplast. Termoplast kan ofte genanvendes ved opvarmning og omsmeltning, hvorimod hærdeplast er mere kompliceret, da det f.eks. ikke kan omsmeltes. Det er netop sidstnævnte kategori som plasttypen polyurethan  hører til, og som udgør kernen i projektet RePURpose.
                  
Gennembrud skyldes samarbejd på tværs

RePURpose-projektet er lykkedes med at udviklet en ny metode til genanvendelse af polyurethan, som adskiller sig fra kendte metoder ved at anvende effektive katalysatorer. Dette tillader, at dekonstruktionen af polyurethan kan ske endda under mildere betingelser, såsom lavere temperaturer end eksisterende genanvendelses metoder for PUR. Når polyurethan bliver dekonstrueret frigives materialets byggesten, bedre kendt som monomerer. Det er fra disse byggesten, der igen kan skabes nye polyurethane materialer.

Udover at tillade kemisk genanvendelse ved lavere temperaturer, er der også en anden væsentlig del, som den nye metode kan bidrage med.

- Det, som er allervigtigst ved katalysatorerne i vores metode er, at de tillader at vi anvender brint som det eneste reagens der forbruges i genanvendelsesprocessen. Det er vigtigt, fordi vi ser ind i en fremtid, hvor brint kan fremstilles  bæredygtigt, siger Anders T. Lindhardt, Teknologisk Institut

Samlet set bidrager de nye katalysatorer dermed med to væsentlige klima-aspekter til RePURpose’s metode for genanvendelse af polyurethan: lavere energiforbrug og anvendelse af brint.

– Vi er meget begejstrede for det her gennembrud. Det er lykkedes, fordi en række partnere fra plastindustrien er gået sammen om at finde en bæredygtig løsning. Det viser, hvor langt vi kan komme ved at samarbejde på tværs af brancher indenfor et materiales værdikæde, fortæller Anders T. Lindhardt., Teknologisk Institut.

Næste skridt: at undersøge globale markedsmuligheder

RePURpose-projektetsinvestering fra Innovationsfonden løber endnu et år, og det næste skridt i projektet er at indsamle nødvendige data, som gør det muligt at vurdere, om projektets resultater er egnet til opskalering. Gennembruddet har ifølge Teknologisk Institut allerede fået international bevågenhed og er blevet beskrevet i det amerikanske videnskabelige tidsskrift, Journal of the American Chemical Society – Au.

Ved at nå ud til et større globalt marked ønsker RePURpose konsortiet at bidrage til markant værdiskabelse i samfundet og optimere den grønne omstilling i virksomheder, der anvender polyurethan. Og netop værdiskabelse blandt virksomheder er noget, som Anders T. Lindhardt har set som en særlig fordel ved Grand Solutions-programmet,

- Innovationsfonden giver os en mulighed for at vi kan gå ud og samle et konsortium, hvor vi har de rette kompetencer fra de forskellige stakeholders i værdikæden. Det er blandt andet med til at øge chancen for at vores løsning bliver nemmere at implementere industrielt, siger Anders T. Lindhardt., Teknologisk Institut.

Han understreger, at det er en afgørende faktor, hvis man skal lykkedes med at implementere den nye løsning,

- RePURpose er et ”high-risk high-gain”-projekt. Det er både svært set fra en teknologisk vinkel, og en kæmpe udfordring for virksomhederne, da hele værdikæden omkring anvendelsen af PUR skal gentænkes. Genanvendelse af PUR er samtidigt en stor mulighed, og skal virksomheder kaste sig ud i sådan et projekt kræver det, at man kan tør sætte barren rigtig højt. Her har fonden været rigtig god til at skubbe på, give god sparring og stille skarpt på processen. Det er en klar styrke.

Læs mere om projektet her