Bedre ultralydsbilleder skal forbedre kræftbehandlingen

Billedopløsning med ultralyd skal øges med en faktor 10 og dermed i flere tilfælde kunne bruges som alternativ til f.eks. MR skanninger. Kræftknuders udvikling vil kunne følges tættere og billigere, og ambitionen er, at den nye teknik markant vil kunne nedsætte ventetiden på diagnostisk udredning. 

Pressemeddelelse den 20. december 2017 kl. 08:35

Nyt projektsamarbejde vil flytte grænsen for, hvad lægerne kan se på ultralydsskanninger. Ved at indsprøjte små luftbobler i blodet og følge bevægelserne, vil man kunne se blodets strømning ud i de mindste kar. Det bliver muligt at visualisere et blodkar på størrelse på 10 milliontedel meter, svarende til en tiendedel af et hår. Ved at vise og følge blodgennemstrømningen i vævet, kan det blive muligt at følge den direkte effekt af kemoterapi og strålebehandling af kræfttumorer meget tidligere.

Teknologien kan sandsynligvis gøre det muligt at måle effekten af kræftbehandlingen bare en enkelt dag efter kemoterapi, og derved bestemme den videre behandling. Ved at måle blodtilførslen til kræfttumoren vil lægerne efter kort tid kunne afgøre, om en given behandling som kemoterapi, virker. Det er disse målinger, som lægerne nu vil kunne foretage meget hurtigere og billigere end før. Hvis der ikke har været en synlig effekt kan dosis hurtigt reguleres, eller man kan forsøge en anden behandlingsmetode.

Ultralydsproben lægen holder i hånden fremstilles i et samarbejde mellem DTU og BK Medical. (Tabla RC 026)

Derved vil et ultralydsapparat på størrelse med dem, der anvendes til ultralydsskanninger af gravide, kunne være et alternativ til de store og kostbare MR-skannere, der kun findes et i begrænset omfang på hospitalerne. Udover at måle mere præcist, vil undersøgelserne for mange ikke være lige så grænseoverskridende som MR skanningen, der udføres med et stort og larmende apparat, som kan opleves klaustrofobisk. Det betyder, at flere kan blive diagnosticeret på en lettere og billigere måde.

Hidtil er forsøgene udført på rotter, og her var det muligt at se, hvordan blodet løber i de yderste dele af rottens nyre og dens hjerne. Ambitionen er, at teknikken skal kunne anvendes på mennesker, og her skal man kunne kompensere for bevægelserne fra vejrtrækning og hjertelag, mens skanningen skal kunne udføres i tre dimensioner dybere ned i kroppen end på rotter.

- Der er lavet indledende undersøgelser, men der er et stykke vej til, at vi kan teste det på mennesker og derved få teknologien ud i sundhedsvæsnet. Hvis det lykkes, vil denne teknologi senere kunne videreføres til også at følge og behandle andre sygdomme, som f.eks. diabetes, fortæller professor Jørgen Arendt Jensen.

Projektpartnerne har i en årrække udviklet avanceret algoritmer og udstyr til medicinsk ultralyd. Dette har blandt andet resulteret i de første 3D metoder i verden, som kan måle blodets strømning i alle retninger. Disse vil blive videreudviklet og raffineret til superopløsnings-ultralydsbilleder, og projektet inkluderer udvikling af nye ultralydsprober, algoritmer, skannere og de indledende forsøg for metoden.

De komponenter der udsender ultralyden fremstilles på skiver af silicium ved hjælp af mikro og nanoteknologi (160904 danchip)

Investering

  • Fondens investering: 29 mio. kr.
  • Samlet budget: 58 mio. kr.
  • Varighed: 4 år
  • Officiel titel: SRI

Kontakt 

DTU Elektro, Professor Jørgen Arendt Jensen
Tlf. 4042 5150

DTU Nanotech, Docent Erik Vilain Thomsen
Tlf. 4525 5766

BK Medical, Direktør Bo Hansen
Tlf. 4050 8551

Rigshospitalet, Professor Michael Bachmann Nielsen
Tlf. 4041 8576

Københavns Universitet, Lektor Charlotte Mehlin Sørensen
Tlf. 2875 7404

Pressekontakt 

Kommunikationsmedarbejder, Patrick Lehto Larsen
Mail: patrick.lehto.larsen@innofond.dk
Tlf. 6190 5008