Selvkørende robotter skal vise vej i lufthavne

Hvis det står til et nystartet nordjysk robotprojekt, vil passagerer og personale i lufthavne verden over om få år få en hjælpende hånd fra en hel hær af selvkørende robotter for at øge serviceniveau, passagerflow og sikkerhed.

Pressemeddelelse den 16. januar 2018 kl. 13:20

- Robotterne vil eksempelvis kunne køre foran passagerne og vise den hurtigste vej ud til den rette gate eller sniffe sig frem til, om en passager har våben, narkotika eller andet ulovligt på sig.

Det fortæller direktør i Det Gode Firma, Uffe Koch, som sammen med virksomhederne Combine og MapsPeople samt Aalborg Universitets sektion for Automation & Control og Teknologisk Institut har modtaget 13 mio. kr. fra Innovationsfonden til i de næste tre år at bygge og teste robotkørsel på offentlige steder som f.eks. store lufthavne.

Uffe Koch, som er specialist inden for appudvikling og digitale platforme, fortæller samtidig, at ambitionerne i det nordjysk funderede robot-projekt er langt mere højtflyvende end blot at bygge service- og sikkerhedsrobotter til lufthavne.

- I dag er der få tusinde robotingeniører på verdensplan, mens der er millionvis af app-udviklere. Vi gør det muligt med vores robot-prototype at lade app-udviklerne komme til fadet, så det fremover blive lige så let at udvikle services, der fungerer via robotter, som det i dag er at bygge apps, siger han.

”Kugle” viser vej på hospitalet
Den nuværende robot-prototype - er bygget som en selvkørende enhed på en kugle. Kroppen er halvanden meter høj, og hovedet udgøres af en tablet-computer som f.eks. en iPad.

Det er via tablet-computeren, at interaktionen med brugerne foregår fra indtastninger eller ved, at brugerne blot taler til robotten, hvilket kendes fra andre digitale assistenter som Apples Siri eller Amazons Alexa-højtalere.

Udover de fysiske robotter er konsortiet således også i gang med at bygge en platform til udvikling af apps, som giver udviklere mulighed for at programmere og dermed skræddersy Kuglen til at udføre forskellige former for services – som at finde forsvundne børn via sensorer, fungere som guide eller receptionist på museer og hoteller eller til forskellige former for indendørs wayfinding.

- I dag skyldes en stor del af de aflyste ambulante behandlinger på et hospital, at folk ikke kan finde afdelingen, og det kan vores robotter naturligvis hjælpe til med. Hospitaler, shoppingcentre og museer er helt oplagte brugsscenarier for service-robotter, lyder det fra Michael Gram, direktør i virksomheden MapsPeople, som er eksperter i indendørs wayfinding via Google Maps.

Han forklarer, at en robot-guide eksempelvis kan bygges, så den benytter sin tablet-computer med indbygget kamera til at vise vej eller anvender forskellige sensorer til at genkende personer og finde forsvundne børn i butikker eller forlystelsesparker.

- Der sættes skilte op mange steder for at hjælpe folk med at finde rundt, men det ender tit som skilteskove, der forvirrer mere end de hjælper. Tanken med vores robot-prototype er derfor, at vi gerne vil kunne guide folk på et individuelt niveau i den rette kontekst, hvad enten der er tale om at guide en patient til det rette hospitalsafsnit, vise rundt og fortælle om genstandene på et museum eller lokalisere et barn og føre det sammen med sine forældre, siger Michael Gram.

Projekt bundet sammen af nordjysk IKT-klynge
Partnerne bag projektet er alle blandt frontløberne på deres respektive fagområder og samtidig aktive i den nordjyske IKT-klynge BrainsBusiness.

- Vi har stor ekspertise inden for robotteknologi i vores sektion for Automation & Control på AAUs Institut for Elektroniske Systemer, men da idéen til Kugle-robotterne opstod, fik vi brug for kompetencer inden for f.eks. appudvikling, wayfinding og samspillet mellem apps og robotter. Derfor henvendte vi os til Jens Erik Pedersen, som er specialkonsulent ved AAU Innovation. Han satte os i forbindelse med BrainsBusiness, som straks kunne udpege virksomheder, der lå inde med netop de kompetencer, vi havde brug for, og som allerede kendte hinanden gennem BrainsBusiness’ bestyrelse, fortæller post.doc. Karl Damkjær Hansen fra AAU, som sammen med sine kollegaer står for at udvikle Kugle-robotterne.

Kun fantasien sætter grænser
Projektpartnerne håber, at deres arbejde om få år kan være med til at revolutionere robotbranchen og gøre den lige så tilgængelig og allestedsnærværende, som apps er det i dag.

- Vi bygger vores robot-platform på en måde, så flest mulige app-udviklere kan være med på vognen og teste deres apps i vores robot-simulatorer, inden de slippes løs i virkeligheden. På den måde smelter det bedste fra robotverdenen sammen med intelligente apps, og kun fantasien sætter grænser for, hvad app-udviklere kan trylle frem ved hjælp af robotter med alverdens sensorer, forklarer Uffe Koch, som har været med til at udvikle en række af Danmarks mest populære apps og nu skal sikre, at den udviklede platform bliver tilgængelig og brugervenlig for fremtidens robot-app-udviklere.

Investering

  • Grand Solutions
  • Fondens investering: 13 mio. kr. 
  • Samlet budget: 19 mio. kr. 
  • Projektets varighed: 3 år.
  • Officiel titel: ”Robot Digital Signage”

Kontakt 

Det Gode Firma, direktør Uffe Koch
Tlf. 2828 7878

Combine, kommerciel direktør og partner Lars Kanstrup
Tlf. 2634 3195

MapsPeople, Technical Product Owner og Sales Engineer Daniel Nielsen
Tlf. 5374 0912

Aalborg Universitet, professor Thomas Bak
Tlf. 2567 4989

Teknologisk Institut, sektionsleder Anders Billesø Beck
Tlf. 7220 2332

Pressekontakt

Kommunikationsmedarbejder, Patrick Lehto Larsen
Mail: patrick.lehto.larsen@innofond.dk
Tlf. 6190 5008