Det skal være lettere for danskerne at melde sig til og deltage i kliniske forsøg. En investering på 15,6 mio. kr. fra Innovationsfonden skyder et nationalt projekt i gang, der skal flytte den kliniske forskning tættere på borgerne. Det er en række af sundheds-Danmarks tungeste og mest vidende aktører, der står bag i et stærkt offentligt-privat samarbejde.
Kliniske forsøg er et rent kinderæg af fordele for danske patienter og for Danmark. Patienterne får adgang til det nyeste nye inden for behandlinger, sundhedsvæsnet bliver opkvalificeret og samfundet tilføres ressourcer fx i form af arbejdspladser.
Danmark er allerede det land i Europa, der har flest kliniske forsøg per indbygger. Men den lille befolkningstørrelse, gør at det nogle gange er svært at rekruttere tilstrækkeligt med patienter til forsøg sammenlignet med vores europæiske naboer. Hvis rammer og vilkår for klinisk forskning tilpasses, så det bliver lettere for patienter at deltage i forsøg, kan ambitionerne for dansk sundhedsforskning række langt videre.
- Det danske sundhedssystem er den ideelle ramme for sundhedsforskning i verdensklasse. Vi har forskningslæger, der er internationale faglige fyrtårne, vi har en rekordhøj tillid mellem borgere og samfund, og vi er verdens bedst digitaliserede land. Det betyder, at vi har alle muligheder for at give danskerne lettere adgang til at deltage i kliniske forsøg, og dermed sikre sundhedsforskning i verdensklasse med alle de fordele, det fører med sig, fortæller Michelle Birknow, Head of Decentralized Clinical Trials Development fra Trial Nation, der koordinerer projektet.
En af de helt store udfordringer er logistikken. Det kan virke uoverskueligt for svækkede patienter, hvis de skal rejse langt for at få foretaget undersøgelser og målinger. Samtidig skaber det ulighed i sundhed, når patienter ikke har de samme muligheder for at kunne tilgå forsøg. Projektet har derfor fokus på at sætte patienten i centrum, og på hvordan man sikrer en smidigere, hurtigere og mindre omkostningstung proces til gavn for patienter, sundhedspersonale, virksomheder og samfund.
Med det kan vi bidrage til at fastholde det danske momentum, og således også i fremtiden tiltrække international klinisk forskning og sikre patienters adgang til morgendagens behandling.
Projektet bidrager på tre måder:
- Implementeringen af et Nationalt Forsøgsoverblik. En platform der kan give borgerne et overblik over kliniske forsøg i Danmark, samt hvor de kan henvende sig til for at få mere at vide.
- Implementeringen af en Digital Rekrutterings Platform, der er under udvikling. En platform hvor adgang til sundhedsdata skaber bedre betingelser for kontakt mellem forsøgsdeltager og de ansvarlige for kliniske forsøg.
- Styrkede rammer for patient-centrerede decentrale kliniske forsøg.
Sidste punkt handler om at flytte hele eller dele af et klinisk forsøg ud af hospitalet og hjem i stuerne eller på apotekerne. Fx kan forsøgsdeltagerne få deres lægemiddel eller medicinske udstyr tilsendt eller udleveret lokalt frem for at skulle afhente det på en specialiseret hospitalsafdeling langt fra deres lokalområde. Derudover, kan blodprøver eller andre former for målinger foretages i områder hvor deltagerne færdes til dagligt.
Decentrale kliniske forsøg er en global trend som efterspørges af såvel patienter som virksomheder. Danske myndigheder er blandt verdens mest fremsynede på dette område. Lægemiddelstyrelsen og National Center for Etik har som de første myndigheder udgivet guidelines for decentrale kliniske forsøg.
Direktør i Trial Nation Marianne Pilgaard mener, at projektet har potentiale til at bringe Danmark op i innovationens superliga inden for sundhedsforskning og decentrale kliniske forsøg:
- Dette fælles nationale projekt kommer på det helt rigtige tidspunkt, hvor digitaliseringen i sundhedsvæsnet allerede er i fuld gang. Vi har derfor mulighed for at sikre Danmarks førertrøjen indenfor decentralisering af kliniske forsøg, siger hun.
Med projektet udvikles en infrastruktur i Danmark, der kan håndtere denne nye tilgang til vidensgenerering inden for sundhed. Her sikres Danmarks muligheder for både at tiltrække international klinisk forskning og for at give danske forskere de bedste rammer for at arbejde for fremtidens sundhed – vores sundhed.
Fakta
- Innovationsfondens investering: 15.632.962 mio. kr.
- Samlet budget: 38.696.007 mio. kr.
- Varighed: 4 år
- Officiel titel: PACT Decentralized Patient Centered Clinical Trials
Om partnerne
Projektpartnerne i projektet udgøres af Trial Nation, de fem danske regioner (Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden) et universitet (Aalborg Universitet) og seks private partnere (IQVIA Solutions Denmark A/S, Merck A/S, Novartis Healthcare A/S, Oticon A/S og Oticon Denmark A/S, Roche A/S, World Courier).