KOL-patienter skal have større tryghed for, at de får ilt nok

For patienter, der lider af KOL, er det vigtigt, at de får den rigtige mængde ilt. Ikke for lidt og ikke for meget. I dag er iltbehandling på hospitaler og i hjemmet styret manuelt og upræcist, og det skal et nyt projekt nu ændre på ved at udvikle en iltrobot. 

Pressemeddelelse kl. 7.00 den 17. januar 2017

400.000 danskere har Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL), og hvert år indlægges der på de danske hospitaler 20.000 personer med forværring af sygdommen. Det er en meget alvorlig tilstand med betydelig risiko for at dø. Samtidigt er forværring af KOL den hyppigste indlæggelsesårsag på de medicinske afdelinger, der generelt er pressede af overbelægning og mangel på plejeressourcer.

Et dansk projektkonsortium har nu udviklet en iltrobot, der kan automatisere iltbehandlingen under indlæggelse og dermed både øge sikkerheden for patienterne, spare plejeressourcer samt forkorte indlæggelsestiden.  Iltrobotten skal på sigt også ud til de allermest syge patienter, som får ilt i hjemmet og dermed øge deres sikkerhed og tryghed.

Hos lungeraske personer vil hjernen øjeblikkeligt sende signal til lungerne om at trække vejret med en højere frekvens, hvis der ophobes for meget kuldioxid i blodet. Men KOL-patienter har typisk allerede for meget kuldioxid i blodet, hvilket har trænet hjernen til at være mindre følsom over for kuldioxid. Hjernen reagerer dog fortsat på iltmangel, som således er det, der styrer vejrtrækningen, når man har svær KOL.

Patienter med KOL skal derfor have præcist den rigtige mængde ilt, der sikrer, at de får ilt nok til, at kroppens organer ikke lider skade. Men ikke så meget at hjernen tænker, at alt går fint og sender signal til lungerne om at dæmpe vejrtrækningen, da det kan medføre, at KOL-patienten ender i en respirator.

Robotten, O2Matic, skal derfor være patientens sikkerhed for, at der altid bliver givet den rigtige mængde ilt, hverken for meget eller for lidt. I dag er det sygeplejersker, der med mellemrum skal tjekke, at ilten gives korrekt, og i en travl arbejdsdag på en medicinsk afdeling er det én af mange opgaver, der skal skaffes tid til.

Derfor vil det være en lettelse, når robotten hvert sekund måler, om iltindholdet i blodet er korrekt og justerer behandlingen kontinuerligt. Det giver tryghed og sikkerhed hos patienterne, og sygeplejerskerne kan bruge tiden på andre opgaver.

Med en bedre iltbehandling kan patienterne udskrives tidligere, og man kan undgå mange respiratorbehandlinger som følge af forkert doseret ilt. O2matic vil kunne bruges til KOL-patienter i hele verden, og der er nu mulighed for at udvikle et dansk produkt, som kan eksporteres til et verdensmarked.

Som lungemedicinsk overlæge må jeg sige, at teknologien giver mening på alle måder. Vi udvikler et værktøj, der i dagligdagen hjælper plejepersonalet og giver mulighed for at optimere behandlingen af patienter med KOL. Samtidigt sparer vi tid og penge, siger Ejvind Frausing Hansen, ledende overlæge på Hvidovre Hospital.

O2Matic udvikles i samarbejde mellem PACTOR A/S, Hvidovre Hospital, Greendale Medical Engineering og Danmarks Tekniske Universitet. Projektet støttes desuden både af Region Hovedstaden, Region Sjælland samt Danmarks Lungeforening. O2Matic skaber ny sundhedsteknologi til gavn for de mest syge kroniske patienter, og udfordringen de kommende år bliver at få implementeret denne teknologi i et sundhedsvæsen, som er under et hårdt økonomisk pres.

Projektets partner

PACTOR A/S er et udviklingshus med fokus på brug af IT til udvikling af innovative løsninger. 

Investering

  • Innovationsfonden: 7 mio.
  • Samlet budget: 11 mio.
  • Varighed: 3 år
  • Officiel titel: O2matic: Automatisering af ilt til iltfølsomme patienter

Samfundspotentiale

  • KOL-patienter tilbringer hvert år cirka 100.000 sengedage på hospitaler rundtom i Danmark. Projektet sigter mod at mindske antallet af sengedage.  
  • I dag står sygeplejersker for at kontrollere ilttilførslen til KOL-patienter, og håbet er, at de med den nye robot kan få frigivet mere tid til menneskelig kontakt til patienterne. • O2Matic-robotten vil desuden kunne danne grundlag for en eksportforretning, da KOL er en meget udbredt sygdom på verdensplan.

Kontakt

Hvidovre Hospital, Konstitueret ledende overlæge, Ejvind Frausing Hansen
Tlf. 3862 3233/5122 1353

PACTOR A/S, Partner, Farzad Saber 
Tlf. 7025 6050

Konstitueret kommunikationschef, Thomas Bjerre
Mail: thomas.bjerre@innofond.dk
Tlf. 61905019