Nyt biologisk lægemiddel til behandling af blindhed

Forskere på SDU har udviklet nyt lægemiddel mod udvikling af blindhed. Behandlingen lover enormt potentiale for patienter, der ikke kan hjælpes i dag. 

Pressemeddelelse den 31. januar 2018 kl. 09:15

Med alderen, eller som en konsekvens af diabetes, kan der opstå ændringer og karvækst i øjets nethinde, som fører til synsnedsættelse og i værste fald  blindhed. Disse ændringer forekommer både hos patienter med såkaldt aldersrelateret maculadegeneration (AMD, tidligere kaldet øjenforkalkning), og hos patienter med diabetisk maculaødem (DME). Synstruende former af AMD udvikles med tiden hos hver sjette dansker, mens der hvert år er cirka 500 nye tilfælde af DME i Danmark.

AMD er den hyppigste årsag til synstab hos mennesker over 60 år, mens DME er den hyppigste årsag hos yngre mennesker. I dag behandles lidelserne primært ved injektion i øjet af lægemidlet ’anti-VEGF’, der hæmmer karvækst.

Den eksisterende behandling er effektiv for størstedelen, men patienterne skal gennemgå behandling med ubehagelige injektioner 6-12 gange årligt og behandlingen er ikke effektiv mod arvævsdannelse i øjet. Derudover oplever en relativt stor andel af patienter (ca. 10 % med AMD og ca. 50 % med DME) slet ingen effekt af den eksisterende behandling.


Se indslag fra TV2/Fyn

Det nye lægemiddel, som forskerholdet fra SDU har udviklet, rammer et bestemt protein (MFAP4) i vævet omkring blodkar, og har hos dyr har vist sig at være mere effektivt end eksisterende behandling.

Forskerne skal i det kommende projekt videreudvikle lægemidlet mod klinisk afprøvning hos patienter. De skal blandt andet undersøge om den nye behandling kan gives mindre hyppigt den eksisterende behandling, og om det kan hindre dannelsen af skadeligt arvæv.

- Den nye investering fra Innovationsfonden betyder, at vi i løbet af blot to år kan modne vores lægemiddel til klinisk afprøvning. De meget vigtige forsøg som investeringen tillader, er essentielle for den videre udvikling af lægemidlet og for designet af de kommende kliniske afprøvninger, fortæller Grith Lykke Sørensen, lektor på Institut for Molekylær Medicin på SDU og projektleder på udviklingen af det nye lægemiddel.

Det er netop disse forsøg, som Innovationsfonden investerer i, og dermed lukkes hullet mellem den basale forskning der ligger til grund for opfindelsen, og den kliniske forskning i det endelige produkt. For at behandlingen imidlertid kan komme patienterne til glæde, kræver det, at der bliver indgået et samarbejde med bioteknologisk eller farmaceutisk virksomhed til at bistå den kliniske udvikling, der starter om ca. 2 år.

Folkene bag projektet omfatter Institutleder, professor Uffe Holmskov, lektor Anders Schlosser og lektor Grith Lykke Sørensen fra Syddansk Universitet og de har drevet den internationalt unikke forskning, der har karakteriseret MFAP4 molekylets rolle i mennesket og ved sygdom. Forskergruppen fra Syddansk Universitet har allieret sig med professor David O Bates fra Nottingham Universitet, der er internationalt ledende indenfor VEGF–biologi og er ekspert i dyremodeller for øjenlidelser.

Investering

  • Grand Solutions
  • Fondens investering: 14 mio. kr. 
  • Samlet budget: 18 mio. kr. 
  • Varighed: 2 år
  • Officiel titel: DARE Therapeutics

Kontakt 

Syddansk Universitet, Dr.Med., PhD og lektor Grith Lykke Sørensen,
Tlf. 6550 3932

University of Nottingham, professor David O Bates
Tlf. 0115 823 1135

Pressekontakt 

Kommunikationsmedarbejder, Patrick Lehto Larsen
Mail: patrick.lehto.larsen@innofond.dk
Tlf. 6190 5008