Danskernes søvnbesvær koster hvert år samfundet 3,8 mia. kr. og har store konsekvenser for den ramte. Danske forskere vil nu udvikle en unik øreprop, som skal sikre langt bedre udredning af søvnforstyrrelser.
Pressemeddelelse den 6. oktober 2017 kl. 13:00
Preben Kidmose med øreproppen. Ambitionen er, at øreproppen skal fungere trådløst og blive så lille, at den kan måle patientens søvnmøster uden at forstyrre søvnen. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet
Nu skal et nyt projekt hjælpe læger til bedre at kunne diagnosticere søvnforstyrrelser og dermed behandle bedre og hurtigere. Det vil de gøre med en danskdesignet ”øreprop”, som kan aflæse hjernens signaler, mens man sover. Det er banebrydende, for aldrig før har det været muligt præcist at aflæse hjernens søvnstadier uden samtidig at forstyrre søvnen.
Det klassiske polysomnografi-setup er delvist årsagen til, at man i dag ved så relativt lidt om søvn over lange perioder. Hidtil har det været meget vanskeligt at aflæse hjernebølger under søvn over længere tid. Det har simpelthen været for besværligt for de involverede patienter.
- Man har kunnet måle på søvn i over 50 år, men grundet den indgriben, de nuværende målinger kræver, ved vi forbavsende lidt. Polysomnograf er ikke særlig komfortabel for patienten, og derfor påvirker den søvnen, hvilket selvfølgelig ikke er hensigtsmæssigt. Med et succesfuldt produkt, vil det både være et klinisk værktøj til søvnudredning, men også en forskningsplatform, siger lektor Preben Kidmose fra Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet.
Teknologien vil derudover også gøre det muligt at diagnosticere patienter, der ikke tidligere kunne diagnosticeres. Det vil føre til bedre livskvalitet hos patienterne, samt besparelser for sygehusvæsnet. Eksportmulighederne er også store, da der ikke findes et lignende produkt i udlandet.
Udover behandling af søvnløshed, forventes det, at målingerne også skal hjælpe patienter med kroniske smerter, ADHD og depression. ADHD patienter kan eksempelvis have svært ved falde i søvn, og med ørepropperne, vil man være i stand til bedre at måle, hvordan forskellige interventioner påvirker søvnen.
Teknologien er allerede testet i et pilotprojekt, som viste lovende resultater for øreproppen. Næste trin er at få kunstig intelligens til at afkode monitorens aflæsninger. Til slut skal øreproppen designes, således at alle mennesker kan bruge den.
Fondens investering: 15,8 mio. kr.
Samlet budget: 26 mio. kr.
Varighed af projektet: 4 år
Officielle projekttitel: EESM - Ear-EEG Sleep Monitor
- Bedre livskvalitet for patienterne
- Store samfundsmæssige besparelser ved færre følgesygdomme og indlæggelser
- Store eksportmuligheder
UNEEG medical A/S, Projektleder Mike Lind Rank
Tlf. 6166 8118
Aarhus Universitet, Institut for Ingeniørvidenskab, lektor Preben Kidmose
Tlf. 4189 3321
Aarhus Universitetshospital, Neurofysiologisk afdeling, Overlæge Marit Otto
Tlf. 7846 2431
Sjællands Universitetshospital, Professor og overlæge Troels W. Kjær
Tlf. 2840 1133
Pressekontakt
Thomas Bjerre, Presse- og mediechef, Innovationsfonden
Tlf. 6190 5019, mail: thomas.bjerre@innofond.dk