Udsving i vindmøllers energiproduktion kan reduceres med 90 procent

Nyt banebrydende projekt skal sikre stabil energi fra vindmøller med integreret løsning til energilagring. 

Pressemeddelelse den 30. oktober 2017 kl. 09:30

”Som vinden blæser…” – sådan lyder en del af det velkendte danske ordsprog, som henviser til det uforudsigelige i en situation. Selvom ordsproget typisk bruges i overført betydning, læses det dog meget bogstaveligt af danske vindmølleproducenter og energiforskere.

For somme tider driver blæsten vindmøllerne hurtigere rundt, end danskerne kan nå at forbruge energien – andre gange blæser vinden slet ikke.

Derfor er en lagringsløsning, som kan gemme energien til de vindstille dage særdeles eftertragtet.

Vindenergi er i dag den hurtigst voksende vedvarende energikilde i Europa, og potentialet for vindenergi kan vokse yderligere, hvis der findes effektive metoder til lagring af energien. Lagring kan sikre en mere stabil energiproduktion og dermed reducere behovet for opgradering af elnettet.

En lovende løsning består i at lagre energien lokalt i den enkelte vindmølle. Energilagringen behøver kun udgøre omkring 8 % af vindmølleparkens kapacitet for at kunne eliminere næsten 90 % af udsvingene i energiproduktionen. Selvom der allerede eksisterer en række forskellige energilagringsløsninger, har disse en række begrænsninger i form af høje anskaffelses- og vedligeholdelsesomkostninger, hvilket hæmmer en omfattende implementering.

- Potentialet for en omkostningseffektiv energilagringsløsning i vindmøller er enormt. Med en sådan teknologi vil vi være i stand til at gøre vindmøller til en aktiv, mere konstant energikilde, hvilket vil løfte vindmøllernes konkurrenceevne til nye højder, siger Kristoffer Qvist Nielsen, Head of Global R&D, KK Wind Solutions.

Projektets formål er derfor at udvikle en ny metode til lagring med batterier. Ved at integrere batteriet i selve vindmøllen og samtidig anvende små og billige elektronikkomponenter kan omkostninger reduceres og driftsikkerhed øges. Det fører til en modulær lagringsløsning til vindindustrien, som sikrer bedre kontrol og udjævning af el-produktionen.

- Projektet samler kompetencer på tværs af industrien om udvikling af løsninger, der kan bidrage til at sænke omkostningerne til vindenergi yderligere og samtidig øge mængden af vindenergi i nettet, siger Anders Vedel, CTO og Executive Vice President, Vestas.

Projektet er et samarbejde mellem KK Wind Solutions, Vestas, PowerCon og Aalborg universitet, som sammen skal skabe en ny milepæl i dansk vindmølle-innovation. Derudover vil projektet bidrage til opfyldelsen af klimapolitiske mål ved at øge andelen og udnyttelsen af vindenergi. 

Investering

  • Fondens investering: 9,9 mio. kr.
  • Samlet budget: 17,6 mio. kr.
  • Varighed: 3 år
  • Officiel titel: Multicon 

Kontakt 

KK Wind Solutions A/S, Head of Global R&D Kristoffer Qvist Nielsen,
Tlf. 4128 8125

Vestas Wind Systems A/S, Head of External Communications Anders Riis, 
Tlf. 4181 3922

PowerCon A/S, direktør Kim B. Larsen
Tlf. 3127 2613

Aalborg Universitet, professor Stig Munk-Nielsen
Tlf. 2291 5029

Pressekontakt 

Kommunikationsmedarbejder, Patrick Lehto Larsen
Mail: patrick.lehto.larsen@innofond.dk
Tlf. 6190 5008