Innobooster

Tilskud til innovative udviklingsprojekter, som kan øge din virksomheds konkurrenceevne.

På baggrund af den aktuelle COVID-19-krise er der kommet nye udvidede retningslinjer for Innobooster 

NB:
Innovationsfonden kan i øjeblikket ikke opretholde de vanlige svar- og sagsbehandlingstider og procedurer på Innobooster. Det betyder blandt andet, at vi midlertidigt ikke afholder afslagssamtaler eller har åben telefonhotline.

Vi beklager, at det kan skabe udfordringer for de af vores ansøgere, der oplever lidt længere svartid og bestræber os på at svare så hurtigt som muligt og opretholde den bedst mulige service for vores ansøgere.

Årsagerne til de forlængede svartider skyldes flere ting. COVID-19-krisen har medført ekstraordinære opgaver for Innovationsfonden ifm. udmøntning af midler fra hastepuljer og hjælpepakker. Samtidig omstrukturerer fonden og implementerer ny strategi, der på sigt bl.a. skal skabe en mere effektiv dialog med vores ansøgere.

Læs også: Q&A - Tilpasset Innobooster

Se også optagelse af webinar: Udvidet hjælp til startups (afholdt af DI d. 11. maj 2020)

Hvad er Innobooster?

Innobooster er et tilskud til virksomheder, der ønsker at udvikle og markedsmodne et nyt produkt, en ny service eller forbedre en proces, der øger din virksomheds konkurrenceevne og skaber vækst. Tilskuddet kan være med til at mindske virksomhedens risiko ved projektet.

Hvem kan søge Innobooster?

  • Små og mellemstore virksomheder der enten har en omsætning på 2 mio. kr. i seneste regnskabsår eller har tiltrukket ekstern kapital på mindst 500.000 kr.
     
  • Iværksættere og start‐up virksomheder (under 3 år gamle) som har et stærkt team til at gennemføre projektet, og allerede har lovende resultater at bygge på.

Hvor mange penge kan man søge?

50.000 kr. - 5 mio. kr.

Søg et realistisk beløb. Jo højere beløb, der søges, desto højere krav stiller vi.

Hvilke krav er der til projektet?

  • Nyhedsværdi
    Virksomheden skal iværksætte nye udviklingsaktiviteter og resultatet af projektet skal adskille sig klart fra, hvad der i øvrigt findes på markedet i dag.
     
  • Værdiskabelse og forretningsmæssigt potentiale
    Virksomheden skal sandsynliggøre, at den kan opnå en væsentlig konkurrencemæssig fordel og på sigt komme til at tjene penge på løsningen.
     
  • Gennemførsel
    Det skal stå klart, hvilke konkrete aktiviteter der skal foregå i projektet, hvilke konkrete resultater virksomheden vil stå med efter projektet, og hvad disse skal bruges til. Desuden skal virksomheden både have et team med de rigtige kompetencer, og de nødvendige økonomiske ressourcer til at gennemføre projektet med succes.
     
  • Økonomisk effektivitet
    Projektet skal være budgetteret realistisk og den ønskede investering skal stå mål med den forventede forretningsmæssige gevinst og projektets risiko.

Hvor lang tid må projektet vare?

Op til 2 år.

Hvad kan pengene finansiere?

  • Løn til både nye og eksisterende medarbejdere.
     
  • Viden og services fra videnleverandører, danske som udenlandske (fx universiteter, GTS‐institutter, kontraktforskningsinstitutter, private udviklingshuse m.m.).
     
  • Materialer og udstyr som er nødvendige for projektet.

Hvad investerer vi ikke i?

Rutinemæssige tiltag som etablering, almindelig drift og driftsoptimering, strategiudvikling, markedsføring eller kommunikation.

Vi investerer heller ikke i indledende feasibility studier eller andre udgifter, der betragtes som helt indledende for at afgøre, om der er et forretningsmæssigt potentiale. Det forventer vi er gjort, inden du ansøger.

Webinar: Introduktion til Innobooster-programmet og tips til den gode ansøgning (længde: 1:10:15)

Innobooster Innobooster Vi modtager løbende ansøgninger frem til d. 17. november 2020 kl. 13.00 i-b 1175
Innobooster tillægsbevilling under COVID-19 Innobooster Vi modtager løbende ansøgninger frem til d. 17. november 2020 kl. 13.00 i-b 1175
Innobooster People Innobooster People Vi tager løbende imod ansøgninger frem til 1. december 2020 i-b 1269
Ansøgning
Hvordan søger jeg?

Ansøgninger skal oprettes og indsendes via online ansøgningsportalen E-grant.

Ansøgningen skal indeholde:

  • Administrativ beskrivelse (skema i E-grant)
  • Faglig beskrivelse (skabelon)
  • Budget (skabelon)

Du må skrive din ansøgning på dansk eller engelsk. Ansøgningsskemaet er dog kun på dansk.

Ansøgningsskemaet skal uploades når du ansøger via e-grant

Eksempel på budgetskema. Det rigtige budgetskema får du adgang til når du søger via e-grant.

Dokumenter
Hvornår kan jeg indsende en ansøgning?

Vi modtager og behandler løbende ansøgninger, men vi holder sommer- og vinterpauser, hvor vi ikke tager imod nye ansøgninger.

Du kan ikke indsende din ansøgning fra:

  • 15. november kl. 12.00 til 15. januar kl. 12.00
Hvornår får jeg svar på min ansøgning?

Vi bestræber os på at svare inden for en måned, men svartid kan variere.

Du skal forvente længere behandlingstid hvis du sender din ansøgning lige op til en ansøgningspause, da vi typisk modtager et usædvanligt stort antal ansøgninger lige inden lukning.

Du modtager afgørelsen via e-grant samt en mail på den mail-adresse, som du har oplyst.

Søger du en investering på over 800.000 kr., og vi vurderer at det er et interessant projekt, bliver du inviteret til at pitche for et ekspertpanel, som vil tage den endelige afgørelse stilling til dit projekt.

Den samlede behandlingstid vil i så fald være på 2-3 måneder.

Hvem behandler min ansøgning?

Din ansøgning bliver behandlet af to medarbejdere i Innovationsfonden, som har de rette kompetencer til at vurdere dit projekt.

Ansøgninger over 800.000 kr. som fonden finder interessante, bliver inviteret til at præsentere projektet for et investeringspanel af innovationseksperter.

Se hvem der er med i investeringspanelet.

Hvad menes med ekstern kapital?

Med ekstern kapital forstår vi kapital, der tilføres virksomheden fra eksterne parter uden krav om sikkerhed. Denne kapital kan komme fra nye investorer, der skyder penge ind i virksomheden, eller fra midler der fra offentlig eller privat side investeres i specifikke udviklingsaktiviteter i virksomheden.

Som ekstern kapital regnes ikke egenkapital, kapital tilført fra virksomhedens primære ejere, eller lån hvor der stilles krav om sikkerhed, fx banklån, kassekredit m.m.

Hvor mange ansøgninger må jeg sende?

Det er kun tilladt at have én ansøgning til behandling ad gangen.

Dette gælder både per CVR-nummer samt for kontaktpersonen på ansøgningen.

Har du fået afslag er det tilladt at genansøge, og har du fået tilsagn kan du også godt søge igen med et nyt projekt på et senere tidspunkt.

Du kan godt modtage InnoBooster flere gange

Store projekter med naturlige milepæle kan med fordel deles op. Det er vigtigt, at du har opnået resultater med forretningsmæssig værdi i det forudgående InnoBooster-projekt, hvis du søger en opfølgende InnoBooster.

Tips til din ansøgning

Vær specifik i din beskrivelse af nyhedsværdi og forretningspotentiale.

Vi modtager for mange ansøgninger der ikke er tilstrækkeligt konkrete og bruger mange generelle begreber og positive vendinger, som ikke kommer tilstrækkeligt i dybden.

Her er par eksempler på udsagn, der er værd at uddybe i din ansøgning

”Produktet er helt nyt/innovativt og aldrig set før”

– Forklar os i stedet hvori løsningen består og hvordan den fungerer. Hvilke løsninger i markedet minder om jeres, eller hvad anvender brugerne nu hvis en sådan løsning ikke eksisterer? Vi skal ud fra beskrivelsen selv kunne vurdere, om vi mener nyhedsværdien er tilstrækkelig høj.

 ”Der findes konkurrenter, men vi er bedre/ mere brugervenlige/ mere innovative”

 – Forklar os i stedet hvem konkurrenterne er; hvad gør de, hvad gør du? Hvorfor er jeres løsning at foretrække/ hvilken ”added value” giver den kunderne?  Er de villige til at betale mere for denne værditilførsel, og i så fald hvor meget? Dette skal vi vide for at kunne vurdere, om løsningen adskiller sig i tilstrækkelig grad

”Vi har en MVP (eller en prototype) og skal udvikle næste version”

 – Forklar os i stedet om jeres nuværende produkt; hvad kan det nu og hvad mangler at blive udviklet? Der er meget stor forskel på, hvad folk mener med MVP og Prototype - er det en mock-up eller er der funktionaliteter allerede?

”Vi har oplevet stor interesse fra mange potentielle kunder”

 – Forklar os i stedet hvem kunderne er og hvem I har snakket med? Hvad har de sagt? Er der tale om høflig interesse eller er der allerede en betinget købsaftale?  I hvilken størrelsesorden vil disse kunder kunne aftage produktet og til hvilken pris?

”Hvis vi bare får 5 % af markedet bliver vores årlige omsætning 50.000.000 kr. og dette vurderer vi at være et konservativt estimat.” 

- Forklar os i stedet, hvad I baserer jeres antagelser på? Hvor mange kunder har I allerede fat i og hvorfor vil dette projekt evt. vækste jeres markedsandel eller konvertere jeres nuværende brugere til betalende kunder? Hvordan er prisen beregnet og er den valideret med potentielle brugere? Hvad er jeres go-to-market strategi og hvad er der af indikationer for, at der vil være efterspørgsel efter jeres produkt?

Jeg har fået afslag på min ansøgning - hvad nu?

I afgørelsen på ansøgningen vil der være knyttet en eller flere afslagsbegrundelser. 

Ønsker du en uddybning af afslaget, sender du en mail til den sagsbehandler, der er anført på afslagsbrevet (husk at anføre sagsnummeret i mailen). Vi vender derefter tilbage og aftaler et tidspunkt for samtalen.

Vores e-mailadresser finder du på hjemmesiden. Efter afslagssamtalen er det muligt at genansøge.

Projektforløbet
Jeg har fået en investering - skal jeg gøre noget?

Du har på e-grant modtaget et bevillingsbrev. Læs dette grundigt igennem, da det indeholder relevant information omkring forløbet. Derudover skal virksomheden indsende en accept af bevillingen, som findes øverst på bevillingssiden under opgaver i e-grant.

Hvornår og hvordan kan jeg indsende mit regnskab
  • Du vil modtage en mail fra E-grant, når en 3. måneders periode udløber. Så kan du begynde at udfylde dit regnskab. Du kan ikke begynde en afrapportering før du har modtaget en mail fra os om, at der er en opgave til dig.
  • Hver tredje måned (regnet fra projektstart) indsendes perioderegnskab via e-grant. Der bruges et standardiseret regnskabs-skema, som downloades via e-grant.dk.
Hvordan dokumenterer jeg projektets udgifter?

Der er lidt forskellige rammer for dette afhængig af bl.a. tidspunktet for og størrelsen af bevillingen. Fælles for alle bevillinger gælder dog, at udgifter til videnleverandører og andre udgifter skal dokumenteres med faktura udstedt til din virksomheds CVR-nummer. Projekter med en investering på mere end 500.000 kr. skal endvidere indsende en revisorerklæring for hvert projektår. Læs mere om de konkrete krav til dokumentation af udgifter i dit bevillingsbrev.

Hvornår kan jeg forvente en udbetaling?

Investeringen er bagudbetalt og sker på baggrund af indsendte regnskaber. Vores bevillingsafdeling bestræber sig på at behandle indsendte regnskaber inden for én måned. Derudover kan udbetalingen tage op til 10 dage. Såfremt der er fejl i regnskabet vil du få besked om dette via e-grant.dk, og du skal så rette fejlene og genindsende dit regnskab.

Der er ændringer i projektet - hvordan informerer jeg Innovationsfonden?

Hvis der sker ændringer med betydning for det godkendte projekt, skal Innovationsfonden informeres. Man kan via e-grant indsende anmodninger om rebudgettering eller andre ændringer. Dette gøres på bevillingssiden under ”handling”, hvor du også finder en vejledning til dette.

Jeg skal indsende en fremdriftspræsentation - hvad er dette?

Ved investeringer over 500.000 kr. afholdes der et midtvejsmøde halvvejs i projektet. Via e-grant skal du indsende en præsentation der giver en status på projektet i forhold til den oprindelige projektplan. Din kontaktperson på InnoBooster-teamet vil herefter kontakte dig og planlægge et møde, hvor I gennemgår fremdriften af projektet.

Projektafslutning - hvordan afrapporterer jeg?

Ved projektafslutning skal indsendes et afsluttende regnskab, hvor det også er muligt at anmode om udbetalingen af de sidste 15 % af investeringen, som bliver holdt tilbage. Derudover skal der udfyldes en evaluering, samt udarbejdes en afsluttende præsentation af projektets forløb og resultater, som indsendes via e-grant. Kravene til præsentationen findes i jeres bevillingsbrev.

Bliver mit projekt offentliggjort?

Ved ansøgningen accepterer du, at vi kan offentliggøre titel, stamdata (fx virksomhedsnavn) og afgørelse (modtaget eller ikke modtaget Innobooster). Vi offentliggør ikke forretningsfølsomme oplysninger og vil derfor altid indgå i en dialog med dig, hvis der f.eks. som følge af en anmodning om aktindsigt, skulle blive efterspurgt oplysninger fra andre dele af din ansøgning.

Kontakt
Innobooster

Det er muligt at kontakte de regionale erhvervshuse for vejledning om ansøgning og ansøgningsproces vedrørende Innobooster:

Erhvervshus Nordjylland
Mail: info@ehnj.dk
Telefon: 70 21 08 08 

Erhvervshus Midtjylland
Mail: info@erhvervshusmidtjylland.dk
Telefon: 70 22 00 76

Erhvervshus Fyn
Mail: info@ehfyn.dk
Telefon: 70 23 55 15

Erhvervshus Sjælland
Mail: info@ehsj.dk
Telefon: 55 35 30 35

Erhvervshus Hovedstaden
Mail: info@ehhs.dk
Telefon: 30 10 80 80

 

Mail til Innobooster: Innobooster@innofond.dk

NB: Innovationsfonden kan i øjeblikket ikke opretholde de vanlige svar- og sagsbehandlingstider og procedurer på Innobooster. Det betyder blandt andet, at vi midlertidigt ikke afholder afslagssamtaler eller har åben telefonhotline.

Vi beklager, at det kan skabe udfordringer for de af vores ansøgere, der oplever lidt længere svartid og bestræber os på at svare så hurtigt som muligt og opretholde den bedst mulige service for vores ansøgere.

Årsagerne til de forlængede svartider skyldes flere ting. COVID-19-krisen har medført ekstraordinære opgaver for Innovationsfonden ifm. udmøntning af midler fra hastepuljer og hjælpepakker. Samtidig omstrukturerer fonden og implementerer ny strategi, der på sigt bl.a. skal skabe en mere effektiv dialog med vores ansøgere.

 

Tekniske spørgsmål omkring e-grant
Telefontid 9 - 12: Tlf: 33929190 Mail: support.e-grant@fi.dk 
Teknisk hjælp til e-grant