InnoFounder skudt i gang med bootcamp

I starten af september deltog fondens nyeste kuld InnoFounders i en tre dages bootcamp, og de næste 12 måneder skal deres iværksætterideer videreudvikles til at matche markedet.

September 11, 2017

Iværksætterpilot blev i august til InnoFounder for at skabe et tydeligere signal omkring programmets internationale karakter og ambitioner, og nu er første hold af InnoFounders startet på forløbet.

Forløbet startede med en tre-dages bootcamp, hvoraf den første foregik hos Innovationsfonden. Her mødte iværksætterne hinanden, deres mentor, pitchede ideer og lyttede til oplæg fra andre iværksættere. Det næste år vil de nye InnoFounders løbende modtage rådgivning og finansiering, så deres virksomheder kommer godt fra start. 

Udover nyt navn, er Dansk Design Center og CIID ny operatør på programmet med fokus på designtænkning.

- Den designdrevne tilgang kan imødegå nogle af InnoFoundernes største udfordringer ved at bringe dem tættere på deres brugere, kunder, partnere, m.fl., fortæller programleder Christoffer H. Malling, Dansk Design Center. 

Niels Fibæk-Jensen står bag Penstable, som er en af de 11 udvalgte InnoFounder-ideer, der var med på bootcampen: 

- Jeg har haft en rigtig god dag med mange interessante perspektiver, og det var en rigtig god oplevelse at møde min mentor. Jeg er den slags person, der godt kan lide at blive skubbet ud af min comfort-zone, fortæller han.  

Penstable vil være et transparent og innovativt pensionsselskab, som udelukkende er baseret på bæredygtighed og impact investments. Niels Fibæk-Jensen ser frem til at udviklingen af sig selv og sin forretningsidé.

- Jeg håber, at vi i løbet af de næste 12 måneder vil blive i stand til at sælge vores pensioner i samarbejde med en partner. På det personlige plan håber jeg, at jeg bliver mere erfaren og en bedre entreprenør, og vil jeg selvfølgelig have det sjovt i forløbet, fortæller Niels Fibæk-Jensen. 

Aske Sønderby Knudsen står bag ideen til EduMode, som er et læringsspil, hvor eleverne motiveres gennem skydespil. Han ser også frem til udviklingen af hans virksomhed i løbet af det næste år med InnoFounder.  

- InnoFounders økonomiske støtte gør, at jeg kan fokusere på min virksomhed, men vi får oveni også gode råd og vejligning til at udvikle os. Jeg har blandt andet en masse spørgsmål, som jeg skal stille min mentor til vores en-til-en-samtaler, som jeg glæder mig meget til, fortæller han. 

I løbet af dagen har han i mødet med de andre InnoFounders hørt deres ideer og fået inspiration til design-workshoppen, som foregik på andendagen af bootcampen. Men det er ikke kun til bootcampen, at Aske Sønderby Knudsen har høje forventninger, det er også sig selv. 

- Mit mål de næste 12 måneder er at få nogle betalende kunder, lære fra dem og bevise, at vi har et produkt, der er værd at betale for. Vi skal også finde en måde at til at tjene penge på produktet, så vi ikke er afhængige af pengene fra InnoFounder, fortæller han. 

De to sidste dage af bootcampen foregik hos CIID og Dansk Design Center, hvor InnoFounderne blandt andet skulle ud i byen og møde potentielle kunder, kortlægge brugerrejsen på deres hjemmesider og til techfestival. 

InnoFounder Bootcamp

InnoFounder bootcamp forgik 9. september i fondens lokaler

Læs mere

Næste ansøgningsfrist

  • Onsdag den 4. oktober 2017 kl. 12:00 

Design Thinking

  • InnoFounderne skal anvende design thinking som værktøj til at finde løsninger på udfordringer i forbindelse med deres ideer.
  • Med metoden vil iværksætterne arbejde systematisk med at designe kreative processer med kundernes behov i centrum.  
  • Noget af det afgørende for iværksætternes succes er deres evne til at skabe værdi for kunderne.

Kontakt 

Sidsel Hougaard 
Mail. sidsel.hougaard@innofond.dk
Tel. 6190 5056