Hud-app tager verden med storm

Miiskin står bag en app, der monitorerer modermærker, og noget tyder på, at den er populær, for appen er allerede downloadet i stor stil. Nu står Australien for tur.

October 20, 2017

Vi hører det ofte: »Hold øje med dine modermærker«. Det kan dog være svært, at huske præcist, hvordan de så ud ved sidste tjek. Derfor har Miiskin udviklet en app, der kan hjælpe med det. De er tydeligvis ikke de eneste, der har bemærket behovet for en nemmere måde at holde øje med modermærker på. Appen er nemlig blevet downloadet mere end 150.000 gange, siden den blev lanceret i oktober 2015. 

Innovationsfonden investerede sidste år 2,7 mio. kr. i virksomsomheden, så de kunne videreudvikle appen og de funktioner, der er på den.

- Investeringen har haft rigtig stor betydning. For det første var vi slet ikke kommet i nærheden af at kunne lave de features, der er på appen, som f.eks. image-recognition, fortæller CEO i Miiskin, Jon Friis. 

Den ekstra kapital har skabt grobund for et bedre produkt, så den danske start-up har kunnet indgå nye partnerskaber og modtage private investeringer, så appen kunne markedsføres og nå længere ud. Miiskin har blandt andet indgået partnerskab med en af de største cancerorganisationer i verden, den australske NGO Cancer Council. I samarbejde skal de få australierne, der er et af de folkefærd i verden med flest tilfælde af hudkræft, til at downloade appen og holde øje med deres modermærker. 

- Efter vi har indgået samarbejdet med Cancer Council, har vi startet dialog med de store engelske kræftorganisationer om lignende partnerskaber. Så investeringen har været alpha og omega, da vi ellers ikke ville have haft samme produkt, fortæller Jon Friis. 

Næste skridt for Miiskin er at indgå flere samarbejdsaftaler med interesseorganisationer rundt i verden og få deres premiumprodukt udbredt. Udover cancer-organisationer, er tanken også, at Miiskin vil samarbejde med forsikringsselskaber og privatklinikker, så appen kan hjælpe så mange som muligt. 

Ifølge Miiskin var det et stort skridt på vejen at modtage InnoBooster-investeringen. Om ansøgningsproccen fortæller han: 

- Når man som iværksætter skal starte, er der en masse steder at søge. Her kan jeg sige, at InnoBooster er det bedste program, jeg har været med i. Det er simpelt og overskueligt. For et mindre team, som de fleste er i opstarten, er de administrative opgaver holdt på et minimum, fortæller Jon Friis.

Investering

  • InnoBooster 
  • Fondens investering: 2,7 mio. kr.  
  • Samlet budget: 8,4 mio. kr. 

Miiskin 

Læs mere

Kontakt 

Innovationsfonden, Konstitueret kommunikationschef Thomas Bjerre
Mail: Thomas.Bjerre@innofond.dk
Tlf.: 6190 5019