Arabiske kyllinger undgår varmestres med dansk teknologi

Kyllinger i tropiske og subtropiske lande går en køligere fremtid i møde med optimerede danske ventilationsanlæg.

November 24, 2017

Med en investering fra Innovationsfonden har virksomheden Skov A/S sammen med forskere fra Aarhus og Københavns Universitet udviklet og optimeret deres ventilationsanlæg til svine- og kyllingefarme. Det tætte samarbejde mellem forskerne og virksomheden har skabt ventilationsanlæg, som fungerer i lande, hvor det er meget varmt, eller hvor temperaturen svinger meget. For eksempel i Saudi-Arabien hvor Skov allerede for halvandet år siden begyndte at sælge klimaanlæg med det nye styresystem.

- Alene i Mellemøsten har vi omkring 1.200 fjerkræfarme i drift. Så der er altså et stort marked, og mange farme, som kan få bedre klimastyring med vores teknologi, siger marketingchef i Skov A/S Stig Veis Jørgensen til Innovationsfonden.dk.

Svin og fjerkræ mangler svedkirtler
Hverken svin eller kyllinger har svedkirtler på kroppen. Hvis de får det for varmt, er det først og fremmest ubehagelig for dem, og de kan dø af overophedning, hvis de ikke bliver kølet.

Svigter ventilationsanlægget i en kyllingefarm, har du, afhængig af temperaturen uden for, ganske kort tid til at få det i gang igen. Ellers dør kyllingerne. Og hverken kyllinger eller svin, som har det for varmt, trives og vokser, som de skal. Sammen med forskerne lykkedes det Skov A/S at optimere ventilationssystemerne og styringen af kølingen, så man sikrer en mere konstant temperatur.

Derudover har virksomheden i samarbejde med forskerne konkret udviklet en ny type ventilator, som allerede er solgt i omkring 3.400 eksemplarer til lande som Thailand, Australien, Filippinerne og Malaysia. Ventilatoren er måske dyrere end gennemsnittet af de ventilatorer, som findes på markedet i dag. Til gengæld er kvaliteten væsentligt bedre, og test af ventilatoren viser, at den ofte giver en besparelse på omkring 50 procent af energiforbruget.

- Det betyder at i lande med varmere klima for eksempel i Mellemøsten og Asien, er prisen på ventilatoren ofte tjent ind på under to til tre år, fordi man sparer så meget energi, siger systemchef Lars C. Sørensen.

Allerede inden projektet med Innovationsfonden er slut, har virksomheden indtil nu omsat for omkring 30 millioner kroner alene på ventilatorerne, hvor hovedparten produceres hos en underleverandør i Struer.

- Det er helt unikt og kan måske være en inspiration for andre. Med den rigtige strategi og tæt samarbejde kan man skabe øget omsætning, mens projektet kører. Der er jo ingen grund til at vente tre år på et resultat, og så begynde at bruge det, siger regional program manager hos Innovationsfonden, René Damkjer.

- Projektet med Innovationsfonden har gjort en kæmpe forskel. Vi kunne ikke have skabt de her resultater selv. Vi har slet ikke den nødvendige viden til det, og vi ville heller ikke have ressourcerne til at arbejde så specifikt med denne her udvikling, siger Lars C. Sørensen.

Investering

  • Grands Solutions
  • Fondens investering: 3,5 mio. kr.
  • Total budget: 15 mio. kr.
  • skov.com

Projektgalleri

Fakta

  • Skov A/S har som noget unikt formået at bruge projektets resultater løbende til at skabe optimerede produkter og øget omsætning. Det har ligget som en strategi for virksomheden at have et løbende tæt samarbejde med forskerne fra Københavns Universitet og Aarhus Universitets testcenter i Foulum.
  • På den måde er forskning og produktudvikling gået hånd i hånd under hele projektet. Når forskerne havde udviklet en ny komponent eller algoritme til klimasystemerne, har Skov A/S taget det med hjem og implementeret det i deres produkter. Herefter er løsningerne blevet testet af i praksis.
  • På den måde har virksomheden kunnet afsætte gennemtestede produkter til nye markeder, endog før projektet er slut.

Læs også