Digitalt værktøj skal fjerne ventetid og eliminere milliardspild i containerhavne

Hvert år spilder containerhavne og skibsrederier milliarder af kroner på mangelfuld kommunikation, når containerskibe bliver forsinkede. Derfor har start-up-virksomheden Portchain udviklet en applikation, som samler al kommunikation mellem aktørerne.

November 27, 2017

Når et gigantisk containerskib skal lægge til kaj, kræver det et kæmpe koordineringsarbejde mellem et væld af aktører i havnen og på skibet. Når skibet nærmer sig, skal lodsen i havnen være klar til at hjælpe skibets besætning med at føre skibet sikkert ind i havnen. Der skal være en ledig kajplads til skibet og slæbebåde skal bugsere skibet på plads.

Kommunikationen mellem alle disse forskellige aktører foregår i dag manuelt via telefon eller mail. Det gælder også, hvis et skib bliver forsinket, for eksempel på grund af et uvejr. Besætningen på skibet sender en mail eller ringer til havnens lods, som ringer til containerterminalen, hvor skibet har reserveret plads og alt er sat ind på at få omlastet det gigantiske skib.

De forskellige folk er nødt til at blive ved med at ringe og maile rundt til hinanden for at holde styr på seneste information, samtidig med at det forsinkede skib stadig nærmer sig havnen.


Fra venstre: Anders Olivarius (CPO & co-founder), Michael Lindahl (Head of Analytics), Tom Kile Hartshorn (Head of Design), Niels Kristiansen (CEO & co-founder), Nicolas Herment (Head of Engineering), Thor Thorup (CCO & co-founder)

- Med vores digitale værktøj har alle adgang til den nyeste information, og man kan nemt se, hvis der vil opstå problemer – for eksempel hvis skibets forsinkelse bliver mindre end først antaget, og havnepladsen nu er optaget af et andet skib, fortæller CEO i Portchain Niels Kristiansen.

Portchain er startet i februar måned i år (2017) og i slutningen af juni investerede Innovationsfonden 3 millioner kroner i virksomheden med en InnoBooster-investering.

- Det var det helt ideelle tidspunkt, den investering kom. Vi er midt i udviklingsfasen i en branche, hvor det er svært at komme ind på markedet. Investeringen gjorde, at vi kunne fortsætte vores udvikling og speede den op og ansætte flere dygtige folk med særlige tekniske kompetencer. Det har været helt essentielt for, at vi kan være der, hvor vi er i dag, siger Anders Olivarius, CPO i Portchain.

Og hvor er det så, virksomheden er i dag? Det er faktisk en hemmelighed. Med investeringen fra Innovationsfonden kom Portchain’s team på ni personer så langt i deres udviklingsarbejde, at de lige nu er ved at teste systemet i en af Europas største havne.

- Der hvor vi tester systemet, har vi samlet de centrale spillere og sørget for, at de er koblet på. De begynder allerede at få værdi ud af det, fortæller Thor Thorup, CCO i Portchain.

Virksomheden vil ikke afsløre, hvilken havn de afprøver systemet i – kun at det er en af de helt store i Europa. Først når de begynder at se resultater, vil de løfte sløret for, hvilken havn der er tale om.

Investering

  • InnoBooster
  • Fondens investering 3,3 mio kr.

Portchain

  • Idéen med Portchain er at skabe et fælles digitalt værktøj, som er nemt at gå til, og hvor alle de aktører, som er involveret, når et containerskib lægger til kaj, kan være koblet på.
  • Det vigtigste er dog i første omgang, at de centrale aktører har fælles adgang til platformen. I første omgang rederier og containerterminaler.
  • Værktøjet er indlejret i en webapplikation, hvor man kan oprette sig på et par minutter.
  • De centrale aktører kan sidde vidt forskellige steder i verden og kommunikere direkte.
  • Med InnoBoosterinvesteringen kunne iværksætterne hyre flere udviklere og datascientists til at udvikle softwaren i appen.

Læs mere