Selvlysende kræftceller skal hjælpe kirurger til bedre operationer

Med en ny teknologi, hvor kræftceller gøres selvlysende, kan læger skelne mellem kræft og raskt væv. Metoden ventes at føre til mere effektiv og skånsom kirurgi, der vil forbedre overlevelsen blandt kræftpatienter. 

Press release February 28, 2018 at 9:30am CET

Når kirurger i dag opererer kræftpatienter skelner de mellem kræft og normalt væv ved at føle og se sig frem under operationen. Dette har desværre vist sig ikke altid at være effektivt, da der efterlades kræftceller ved 15-60 % af operationerne afhængigt af kræfttype og hvor kræften sidder.  Selvom de tilbageværende kræftceller behandles med kemo- og stråleterapi, er dette ikke altid nok til at fjerne det hele.

- Hvis vi i højere grad kan fjerne alle kræftceller allerede under operation, vil kræftpatienternes mulighed for at blive kræftfri øges væsentligt. Det er dette, vores nye teknologi skal muliggøre, siger professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet Andreas Kjær, der leder Fluoguide.

Forsøg i dyr er det allerede vist, at teknikken kan gøre kræftceller selvlysende, så kirurgen kan se, hvor der er kræft, og hvor vævet er raskt. Det sker ved, at man injicerer en væske, der indeholder nogle særlige små molekyler, som binder sig til kræftcellerne. Molekylerne bliver selvlysende, når de udsættes for nær-infrarødt lys. Så ved at installere et særligt kamera ved operationsbordet, kan kirurgen veksle mellem nær-infrarødt og hvidt lys, og på den måde se præcis hvilket væv han/hun skal fjerne.

Nu skal metoden videreudvikles, så den kan blive klar til brug på hospitalerne. I princippet kan metoden bruges til alle tumortyper, men har især potentiale inden for de områder, hvor det er særlig vanskeligt at operere eller kritisk ikke at fjerne mere af det raske væv end højest nødvendigt, som fx ved tumorer i hoved-hals regionen eller i hjernen.

- Vi forventer, at metoden vil være under afprøvning i kræftpatienter indenfor fem år, fortæller Andreas Kjær. 

Projektet er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Rigshospitalet, Curasight ApS og FluoGuide IVS.

 

Investering

  • Fondens investering: 10 mio. kr.
  • Samlet projektbudget: 14 mio. kr.
  • Varighed af projektet: 5 år
  • Projektets officielle titel: Fluoguide


Læs også

Kontakt 

Københavns Universitet, professor Andreas Kjær
Tlf. 3532 7504

Pressekontakt 

Kommunikationsmedarbejder, Patrick Lehto Larsen
Mail: patrick.lehto.larsen@innofond.dk
Tlf. 6190 5008