Nye løsninger til kronisk syge skal forebygge indlæggelser

Nyt projekt vil udvikle forebyggende løsninger til kronisk syge og ældre baseret på data om tilstand, indsatser og resultater. Målet er at øge deres livskvalitet og forebygge forværringer, følgesygdomme og indlæggelser. 

Press release March 05, 2018 at 9:00am CET

Kronisk sygdom er en af tidens allerstørste udfordringer for sundhedsvæsenet. Cirka en tredjedel af den danske befolkning lever med en eller flere kroniske sygdomme. Det betyder, at mange kronisk syge dagligt modtager forskellige indsatser fra både det regionale og kommunale sundhedsvæsen.

I PreCare projektet vil Region Sjælland sammen med Odsherred Kommune udvikle en ny personcentreret kronikerservice, som tilbyder kronisk syge borgere let adgang til hjælp 24/7. Det vil bl.a. kunne ske gennem en fælles digital speciallægeklinik, hvortil der er knyttet både sygeplejersker og læger som udgående funktion fra Holbæk Sygehus. Servicen skal sikre borgerne hurtig respons ved ængstelse eller forværring i deres tilstand samt sikre en koordineret indsats, der i de fleste tilfælde vil foregå hjemme hos borgeren selv. Dermed forventer man i et betydeligt omfang at kunne undgå indlæggelser på et sygehus.

Lokal forebyggelse
Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, peger på, at der er brug for mere lokal forebyggelse, som hjælper borgerne, der hvor de er:
- Region Sjælland er en stor geografi, og der kan være langt til det nærmeste sygehus. Vi skal derfor hele tiden arbejde på at skabe mere nærhed og tryghed i behandlinger og sundhedstilbud for vores borgere. PreCare skal skabe sammenhæng i patienternes forløb og hverdag med en eller flere kroniske sygdomme gennem et stærkt samarbejde mellem regionen og Odsherred Kommune, siger Heino Knudsen.

For at kunne fastslå hvornår og hvordan forebyggende indsatser kan gøre en forskel for forskellige borgergrupper, vil man i projektet samle data om indsatser på tværs af kommune og region. Livet med en kronisk sygdom, som for eksempel KOL (lungesygdom), bliver ofte kompliceret af andre samtidige sygdomme eller udfordringer. For at kunne støtte borgeren til at leve bedst muligt med kronisk sygdom, er det nødvendigt at tage udgangspunkt i udfordringerne som de ser ud hos det enkelte menneske – uanset om de er sociale eller sundhedsmæssige. At komme uligheden i sundhedsvæsenet til livs, forudsætter en differentieret forebyggelsesindsats baseret på viden om den enkeltes behov.

Store forventninger
Thomas Adelskov, borgmester i Odsherred Kommune, har store forventninger til, at der med PreCare kan skabes nye forebyggende løsninger til kronisk syge og ældre.
- Odsherred Kommune er åben overfor at gå nye vej på sundhedsområdet, det er nødvendigt at udvikle forpligtende samarbejder mellem kommune og region. Vi har derfor store forventninger til at der udvikles nye metoder i samarbejdet omkring borgere med kronisk sygdom. Vi glæder os til at se resultaterne af det tætte samarbejdet med Region Sjælland på dette område, siger Thomas Adelskov.

PreCare projektet er i gang med at rekruttere sygeplejersker og læger til den digitale speciallægeklinik.
KOL-patienter får som den første patientgruppe adgang til den forebyggende service i løbet af det første halvår 2018. Herefter vil tilbuddet frem mod 2020 løbende blive udvidet med services til borgere, som lever med andre kroniske sygdomme eller tilsvarende risici.

Partnerne i forebyggelsesindsatsen er Region Sjælland og Odsherred Kommune. Copenhagen Business School deltager ved at understøtte det tværgående samarbejde med udviklingen af nye finansielle modeller. Herudover deltager også Danmarks Tekniske Universitet, Manchester Universitet, Roche Diagnostics, Urgent Agency og Fonden for Innovation og erhvervsudvikling i Region Sjælland i projektet.

Investering

  • Fondens investering: 15 mio. kr.
  • Samlet projektbudget: 21 mio. kr.
  • Varighed af projektet: 3 år
  • Projektets officielle titel: PreCare 

Kontakt 

Region Sjælland, Projektleder, Mahad Mussa Huniche
Tlf. 5787 5256

Odsherred Kommune, Direktør for velfærdsområdet, Gitte Løvgren
Tlf. 5966 6632

Region Sjælland, Regionrådsformand, Heino Knudsen
Tlf. 5114 5496

Odsherred Kommune, Borgmester, Thomas Adelskov
Tlf. 2979 7993

Pressekontakt 

Kommunikationsmedarbejder, Patrick Lehto Larsen
Mail: patrick.lehto.larsen@innofond.dk
Tlf. 6190 5008