Nyt samarbejde skal sætte skub i innovation

Region Sjælland og Innovationsfonden er indgået i et nyt samarbejde, der skal få flere virksomheder til at søge om økonomisk støtte til innovation.

May 09, 2018

Innovationsfondens nye samarbejde med Region Sjælland er iværksat ud fra et ønske om at få styrket kendskabet til fondens InnoBooster-ordning blandt virksomhederne i Region Sjælland.

- Der er uudnyttet potentiale, og aftalen betyder, at vi kigger hinanden i øjnene og følger op regelmæssigt. Vi skal stimulere til, at flere virksomheder i regionen investerer i innovation, siger Hanne Harmsen, vicedirektør i Innovationsfonden, og hun fortsætter:

- Vi skal samtidig sikre, at kvaliteten i de ansøgninger, vi modtager, stiger.

Samtidig skal regionale og kommunale erhvervsrådgivere opkvalificeres, så de har viden om muligheder og tilbud i Innovationsfonden, Region Sjælland og Capnova. Capnova er derfor udpeget som regionalt kontaktpunkt og hotline for specialiseret vejledning. 

Fra Region Sjælland lyder det, at den nye aftale sikrer et endnu tættere samarbejde end hidtil, og det er sat i system til glæde for virksomhederne.

Aftalen omfatter ressourcer, men rummer ingen økonomiske forpligtelser for de involverede parter. Men det er midler fra Innovationsfondens Innobooster-program, som virksomheder skal være mere ivrige til at søge.

InnoBooster

  • Innovationsfonden investerer med InnoBooster i projekter til små og mellemstore virksomheder med op til 250 ansatte (SMV), iværksættere og entreprenante forskere med et CVR-nummer.
  • Der er fokus på virksomheder med gode udviklingsidéer, som kræver viden for at blive til virkelighed. Den gode idé kan være et nyt produkt, en ny service eller forbedring af en proces, der øger din virksomheds konkurrenceevne og skaber vækst.
  • Læs mere om fondens InnoBooster-ordning på InnoBooster.dk

Samarbejdsaftalen med Region Sjælland træder i kraft den 1. april 2018

Kontakt

Hanne Harmsen, vicedirektør i Innovationsfonden
Mail: Hanne.Harmsen@innofond.dk
Tlf. 6190 5009

Mikkel Romanius, Region Sjælland
Journalist/Presserådgiver
Mail: mikro@regionsjaelland.dk
Tlf.  93 56 76 92