Roskildegæster skal under genbruseren

Til sommer kan roskildegængere træde ind under miljøvenlige brusere, der recirkulerer vandet og anvender helt ned til 12 liter vand pr. bad.

May 24, 2018

Det står i stor kontrast til de 80 liter vand, der i gennemsnit løber ud i afløbet hver gang, vi tager et bad.

Startuppet Flow Loop, som har udviklet systemet, samler det brugte vand fra gulvet, og det pumpes efterfølgende op igennem et filtreringssystem, før det igen kommer ud af brusehovedet.

Flow Loops recirkulerende system kan potentielt spare husholdningen op til 85 % vand og 75 %  varme til brusebad. Systemet kan installeres i et hvilket som helst badeværelse, så længe det har et strømudtag - mange skal dog bryde en psykologisk barriere, før de bliver åbne for idéen.

– Når man først hører om at genbruge badevand, er den umiddelbare reaktion, at det ikke lyder særligt hygiejnisk, og at der må være risici forbundet med det, siger direktør og stifter af Flow Loop, Simon Kolff.

Men at bade i et Flow Loop-brusebad er faktisk langt renere end f.eks. at tage et karbad. Efter de første fire liter vand er kommet ud af brusehovedet, kan man vælge at aktivere recirkulationen af badevandet, hvorved vandet renses og UV-behandles. Efter hvert bad skylles systemet - man bader aldrig i andres vand.

To badevogne kommer efter planen til at stå på et medarbejdercampingområde, hvor gæster har tæt adgang til almindelige varme brusebade, så de kan sammenligne badeoplevelsen med Flow Loops brusere. Testen er dels en stresstest af, om systemets filtre kan håndtere de mere beskidte brugere, end man ser i en almindelig husstand, men også en undersøgelse af, hvordan folk oplever det særlige bad, og hvad de i øvrigt finder vigtigt, når de bader.

– Roskilde er et godt miljø at teste vores produkt i, fordi folk er væsentligt mere beskidte end normalt, så vi kan udsætte systemet for en hård test. Det er en midlertidig by med en masse mennesker, som er åbne for at prøve nye ting – og det er vigtigt, siger Simon Kolff. Brugerne anbefales dog at skylle det værste skidt af, før recirkulationen aktiveres.

Udover at reducere vandforbrug har teknologien potentiale i andre midlertidigt sammensatte samfund end blot på festivaler – Simon Kolff ser f.eks. Flow Loop gavne i flygtningelejre, så det tilgængelige vand udnyttes til fulde.

Foreløbigt skal de gavne Roskilde til sommer, og Simon Kolff glæder sig til at teste brusepanelernes evne i det worst case-scenarie, som festivalen med al dens snavs og store menneskemængde udgør.

Undersøgelsesdesignet er ikke endeligt, da Flow Loop stadig afventer tilladelse til at teste deres brusere på festivalen fra myndighederne.

- Vi håber selvfølgelig, at vi får myndighedernes tilladelse til at teste, sådan at rigtig mange får mulighed for at opleve vores brusepaneler og vi dermed kan indsamle en masse brugbar viden om Flow Loop på festivalen, siger Simon Kolff.

Flow Loop på Roskilde Festival

  • Badevogne med seks brusere sættes op i et medarbejdercampingområde, så de kan testes - sensorer registrerer bl.a. brugernes samlede tid under bruserne, vandforbrug og vandtryk anonymiseret, og en skærm nær brusevognene viser, hvor meget energi og vand i liter, Flow Loop har sparet Roskilde Festival
  • ​Brugerne bliver bedt om at uddybe deres oplevelse af badet og fremhæve fordele og ulemper ved brusepanelet
  • Badenymfer med en sæbeboblekanon går rundt og indsamler viden på festivalpladsen om, hvad folk finder vigtigt, når de bader, og folks generelle baderutiner

Fakta om Flow Loop

  • Bruger ca. 12 liter vand på 8 min. brusebad ved at recirkulere og kun tilføje 1-2 liter varmt vand pr. min. – et almindeligt brusehoved bruger 80 liter på samme tid
  • Badevandet bliver renere end det meste badevand efter rensning
  • Flow Loops rensningssystem har seks trin - læs mere om dem her.

Living Labs på Roskilde

  • For andet år i træk gør Innovationsfonden og Roskilde Festival Danmarks midlertidigt fjerdestørste by til et levende laboratorium for udvalgte iværksættere, hvor de kan prøve deres produkter af på en bred vifte af mennesker
  • Innovationsfonden og Roskilde Festival giver fire iværksættervirksomheder mulighed for teste deres produkter på Roskilde 2018.
  • Når ugen er ovre, har iværksætterne prøvet deres produkt af og står med vigtig viden om, hvordan deres koncept fungerer i praksis, og hvad der skal til for at bryde igennem på markedet.
  • Iværksættere går all-in på Roskilde Festival

Læs mere

Kontakt

Simon Kolff, direktør og stifter af Flow Loop
Mail: simon@flow-loop.dk
Tlf.: 60 88 60 50
Flow-Loop.com

Presse- og mediechef, Thomas Bjerre
Mail: thomas.bjerre@inofond.dk
Tlf. 61 90 50 19

Jane Thomsen
Mail: jane.thomsen@innofond.dk
Tlf. 61 90 50 21