Iværksættere går all-in på Roskilde Festival

Innovationen slippes løs til sommer, når Roskilde Festival og Innovationsfonden for andet år i træk giver festivaldeltagerne mulighed for at opleve, mærke og smage på iværksætteri. For iværksætterne åbner festivalen mulighed for at udvikle deres idéer i Danmarks midlertidigt fjerdestørste by  - et gigantisk ”living lab”, der sættes op og tages ned i løbet af få dage.  

May 24, 2018

Forud for festivalen har iværksætterne udviklet deres særlige strategi for, hvordan de vil teste produkter og forretningskoncepter. Det sker, når festivalens gæster slapper af og søger oplevelser mellem koncerterne med Eminem, Gorillaz og de andre store navne. Til at vælge de helt rigtige typer undersøgelsesdesigns har iværksætterne fået assistance fra Dansk Design Center (DDC).

Vær flink og lad solen oplade din mobil. Test din smag for insekter og donér dit brusebadsvand. Fire lovende startups skal i år teste deres produkter og forretningskoncepter på Roskilde Festival med 130.000 deltagere. De er udvalgt blandt 26 iværksættere, der i år lagde billet ind på festivalen.

Test af gæsternes badevand

  • Tilmudrede roskildegængere får snart et akut badebehov, og hvis de donerer deres vand til Flow Loop, vil de til gengæld få højtryksbadeoplevelse.

    - Brugerne kan aktivere vores rensningssystem, så deres brugte badevand pumpes gennem systemet og videre ud af brusenichen til Water DTU‹s separate »mini-laboratorium«, hvor de tager prøver af det rensede vand. Vi får mulighed for at se, hvordan systemerne klarer sig, når mikrofiltrene udsættes for mange beskidte badende over en hel festival, siger Simon Kolff, stifter af Flow Loop. 
    Læs mere

Få strøm til din mobil

  • Batteriet er på 10 %, solen bager ned og der er langt til en stikkontakt – hikere og festivalgæster kender det. Her kommer HeLi-on ind i billedet – en mobiloplader drevet af papirtynde solceller, som kan rulles sammen og bæres i lommen. Du kan endda blive frivillig tester af den mobile, solcelledrevne powerbank.

    – Er man som hikere og festivaldeltagere uden for el-nettet ind imellem, er det rart at kunne generere strøm selv. Har man brug for at lade hver dag på en 14-dages vandretur, kan man enten slæbe 14 powerbanks eller én HeLi-on med, siger medstifter af infinityPV Morten V. Madsen.
    Læs mere

Spis proteinrigt 

  • Får festivalen smag for snacks med proteinrige soldaterfluelarver som hovedingrediens? Det er direktør i Enorm ApS, Jane Lind Sams, første Roskilde-tur. Hun glæder sig til at få reaktioner på deres insektsnacks fra friske festivalgæster og udfordre deres syn på insekter i mad.

    – Festivalen er en god ramme for at få alle mulige mennesker i snak om, hvordan man bedst introducerer insekter som fødevarer. Roskilde Festivals præmisser er jo det med at flytte grænser og give folk en oplevelse, og det mener jeg, vi kan med vores spiselige insekter, siger Jane Lind Sam.
    Læs mere

Vær fucking flink

  • Fucking Flink vil dokumentere, at flinkhed kan forbedre festivaloplevelsen. Ifølge Tina Werborg, partner i Fucking Flink, kan flinkhed vende op og ned på hverdagen, hvis man husker at praktisere det.

    – Bare det at mødes og gøre noget for hinanden betyder meget for vores mentale sundhed. Det er de små ting, der gør forskellen – det kræver bare, at vi gør dem, fortæller Tina Werborg.
    Læs mere

Roskilde som living lab


Foto PR Roskilde Festival/ Stiig Hougesen

  • Samarbejdet mellem Innovationsfonden og Roskilde Festival giver udvalgte iværksættere og virksomheder mulighed for at teste deres produkt under festivalen
  • Som Danmarks midlertidigt fjerde største by vil festivalpladsen fungere som et gigantisk living lab for deres koncepter
  • Når ugen er ovre, vil iværksætterne stå med vigtig viden om, hvordan deres produktkoncept fungerer i praksis, og større indsigt i, hvad der skal til for at bryde igennem på markedet
  • Læs mere om festivalen på: roskilde-festival.dk

Følg fonden under festivalen

Roskilde 2017

  • Sidste år fik et udvalg af fondens iværksættere og virksomheder chancen for at bruge Roskilde Festival som et levende laboratorium til at udvikle og tilpasse deres idéer.
    Hør om deres erfaringer fra festivalen her:

Throb

Outsider

Dansk Design Center og design thinking

  • Iværksætternes succes afhænger af deres evne til at skabe værdi for deres kunder, hvilket ofte handler om andet end pris og kvalitet. Værdien kan udfoldes gennem designtænkning, og her har Dansk Design Center nogle af landets førende kompetencer.

Kontakt

Presse- og mediechef, Thomas Bjerre
Mail. thomas.bjerre@inofond.dk
Tlf. 6190 5019

Jane Thomsen
Mail. jane.thomsen@innofond.dk
Tlf: 6190 5021